Knap 200 frivillige mødtes til første planlægningsweekend

Lejrens første fysiske planlægningsweekend (21. til 23. februar) er vel overstået, da 182 lejrfrivillige benyttede sig af muligheden for at mødes og koordinere samarbejdet på tværs, arbejde med opgaverne i eget udvalg og ikke mindst mødes med gamle (spejder)venner på Vindinge Skole i Roskilde Kommune.


Hele weekenden var der en god energi og et højt engagement, og der blev lagt et godt fundament for organisationens videre indsats for at give 30.000 spejdere en fantastisk lejr fra den 18. til 26. juli 2026.

I løbet af weekenden var der blandt andet afsat tid til at udvikle lejrens fælles milepælsplan, til at mødes internt i områderne samt koordinere indsatser på tværs af områder og udvalg. Derudover blev designet af de frivilliges tørklæder også afsløret og tørklæderne blev uddelt til de mange fremmødte frivillige. Næste gang, at man kan få udleveret sit lejrtørklæde vil være på den kommende planlægningsweekend, hvor vi også håbet at kunne registrere frivillige via tilmeldingssystemet.

Mad fra den kommende kogebog

I tråd med visionen for lejren blev der serveret vegetarisk mad til de fremmødte, og lørdag aften blev der serveret ‘Chili sin carne med nachos’, som er en af de opskrifter, der testes af i forhold til den kommende lejrkogebog. De fleste af opskrifterne forventes klar allerede denne sommer, så de kan afprøves ude i grupperne. Hvis din spejdergruppe gerne vil være med til at teste opskrifterne til kogebogen og give feedback til opskrifterne, så kan I skrive til sabrina.meldgaard@sl2026.dk og høre mere.

Vi ses på den næste planlægningsweekend

Det blev også besluttet, at den næste fælles planlægningsweekend bliver rykket på grund af et sammenfald med KFUM-Spejdernes landstræf. Derfor bliver den anden planlægningsweekend i stedet afholdt den 19. til 21. september på en skole i en af værtskommunerne.

Hvis du gerne vil blive en del af lejrorganisationen, så kan du fortsat finde en oversigt over opgaver, som vi mangler hjælp til at løfte via vores jobbank eller skrive til frivillig@sl2026.dk

Seneste nyheder
  • Budget og deltagerpris for Spejdernes Lejr 2026 er nu på plads 
    Budget og deltagerpris for Spejdernes Lejr 2026 er nu på plads 
  • Vi søger testgrupper til vores kogebog
    Vi søger testgrupper til vores kogebog
  • Milepæl nået: Samarbejdsaftalen er underskrevet
    Milepæl nået: Samarbejdsaftalen er underskrevet