Foto: Elsebet Kjems Gregersen

Bred tilslutning fra hele Danmark og verden til Spejdernes Lejr 2022

Senest opdateret 12. maj 2022

Om under tre måneder vil det vrimle ind med spejdere fra hele Danmark på Spejdernes Lejr. Cirka 900 grupper har tilmeldt sig og interessen for lejren er også international, hvor spejdere fra både England, Canada og Tunesien slår vejen forbi Hedeland Naturpark. Det er stadig muligt at tilmelde spejdere til en oplevelse for livet på Nordens største spejderlejr.

Der er bred geografisk interesse for Spejdernes Lejr 2022. Knap 900 grupper har tilmeldt sig Nordens største spejderlejr i Hedeland Naturpark denne sommer. Det er en blanding fra alle fem danske spejderkorps og spreder sig fra Saltum til Sønderborg, til Nyborg og København. Sidstnævnte er den største kommune med 1.800 tilmeldte spejdere. Interessen er også stor fra resten af verden, hvor vi får besøg af spejdere fra hele verden, blandt andet fra Frankrig, Canada og Etiopien. Generelt har det internationale engagement været bemærkelsesværdigt på Spejdernes Lejr 2022 og til sommer vil en delegation fra både WOSM og WAGGGS besøge lejren, ligesom næste års sydkoreanske værter for verdensjamboreen også kigger forbi.

Det er stadig muligt at få plads på lejren

I begyndelsen af maj var den store deadline for tilmelding af grupper til Spejdernes Lejr efter grupperne, et par måneder tidligere, havde forhåndstilmeldt det forventede deltagerantal på lejren. Desværre ser det ud til, at mange spejdere i den mellemliggende tid er blevet i tvivl om deres deltagelse, og der er derfor cirka 8.000 færre fuldtidsdeltagere i tilmeldingen end i forhåndstilmeldingen. Hos Spejdernes Lejr i 2012 og 2017 oplevede man faktisk et højere antal spejdere i den endelige tilmelding end i forhåndstilmeldingen.

Det betyder på nuværende tidspunkt, at der stadig er plads på lejren og mulighed for hver gruppe at tilmelde ekstra spejdere. Spejdernes Lejr 2022 bliver for mange en oplevelse for livet og endelig en mulighed for igen at ses med gamle spejdervenner. Spejdernes Lejr 2022 forventer derfor 32.000 spejdere og frivillige samlet i Hedeland fra den 23. til 31 juli. Derudover forventer Spejdernes Lejr 60.000 besøgende. Vi glæder os til at byde knap 100.000 velkommen til Nordens største spejderlejr i Hedeland Naturpark om blot 70 dage.