Det er fedt at være på forlejr

Senest opdateret 23. juli 2022

Længe før spejderne pakkede deres rygsække og bevægede sig mod Hedeland Naturpark til Spejdernes Lejr 2022, var de første lejrfrivillige flyttet ind og startet det enorme arbejde med at bygge Spejdernes Lejr op. Når spejderne i dag kommer til Lejrområdet, mødes de af store indgangsportaler og et fuldt funktionelt lejrhospital. Hertil kommer et væld af andre opgaver, der spænder fra flagallé, trapper til affaldscontainere, skranker i kontortelte og jernbaneoverkørsler for bare at nævne lidt af alle de pionik-opgaver, lejrfrivillige har løst de seneste uger.

Estrid bygger vejskilte Foto: Timmi Bjørnestad

En af disse lejrfrivillige er Estrid Jurlander fra Amager. Estrid tjekkede ind på Spejdernes Lejr allerede 2. juli, hvor der kun stod et par containere og nogle toiletvogne. Estrid kan kun anbefale, at man melder sig til at bygge lejren op. ”Man skal ikke være håndværker, men bare have lyst til at være med”, fortæller Estrid. Estrid har selv stået for de planlægningsmæssige opgaver, men teamet består af både mænd og kvinder. Pionik skal løfte de opgaver andre ikke kan løse, så opgaverne er mangfoldige og kræver at man elsker at finde på løsninger siger Estrid og uddyber: ”vi har det hårdt og sjovt, og det er fedt at sætte sit præg på lejren og se lejren blive bygget op”.

Indgangsportalen til Underlejr Høje Taasstrup Foto: Estrid Jurlander