10.000 spejdere på samme aktivitet samtidigt – hvor mange kilometer reb, skal vi bruge?

FællesHEDEN - “hvor mange kilometer skal vi bruge?”

Senest opdateret 29. november 2021

Programmet for Spejdernes Lejr 2022 er spækket med sjove og udfordrende aktiviteter for spejdere i alle aldre. Én af dem er FællesHEDEN, en heldagsaktivitet for hele underlejren. 

Det lyder vildt – og det bliver det! Tre dage på Spejdernes Lejr 2022 skal de tre underlejre nemlig på heldagsaktivitet sammen, når de skal opleve FællesHEDEN. Lige nu er 50 frivillige i fuld gang med at udvikle og planlægge FællesHEDEN, og arbejdet har været i gang i 2 års tid. 

FællesHEDEN er..

  • Spejdernes Lejr 2022s heldagsaktivitet for hele underlejren
  • Lejrens eneste aktivitet, som alle spejdere skal på 
  • En aktivitet for 8000-10.000 spejdere ad gangen i alle aldersgrupper
  • For spejderne på op til 10 år hedder heldagsaktiviteten Lillespejd

”Man kan glæde sig til at opleve kæmpelabyrinter, en kæmpe forhindringsbane og 100 affyringsramper med vandraketter,” fortæller Katrine Løgsted Svanekjær, som er HR-ansvarlig for holdet bag FællesHEDEN. ”Man kan også glæde sig til at prøve et kæmpe vandfiltreringsanlæg og til at lave en naturaktivitet i et område, hvor der ikke er natur.” 

Aktiviteter i stor skala 

Katrine Løgsted Svanekjær fortæller, at de to kæmpelabyrinter, som spejderne kommer til at stifte bekendtskab med i FællesHEDEN, har været udtænkt i forskellige versioner. Skulle labyrinternes flere hundrede meter lange vægge bygges med presenninger, hegn eller måske plexiglas? De ender formentlig med at blive bygget i paller, og at der kommer låg på, så man skal krybe sig frem i labyrinten. Hvad spejderne præcist skal finde, er stadig under udvikling. Katrine Løgsted Svanekjær og de andre frivillige forsøger hele tiden at udtænke de fedeste udfordringer i stor skala. 

”Når vi regner ting ud, er det sådan ’hvor mange kilometer reb skal vi bruge?’ og ’hvor mange tusinde af dem her skal vi bruge?’,” siger Katrine Løgsted Svanekjær.

Samtidig forsøger de at udnytte det unikke i, at være så mange spejdere sammen om én aktivitet, for som Katrine Løgsted Svanekjær selv siger: ”Man kan ikke samle 8000 af de nærmeste venner derhjemme og lave en aktivitet.”

Planlæg din rute hjemmefra. Model af en labyrint, du kan komme til at fare vild i, i FællesHEDEN.

Alle skal have en fed oplevelse i bagagen

FællesHEDEN består dels af en række aktiviteter for spejderne på op til 10 år under overskriften Lillespejd og dels af 13 delaktiviteter for spejderne fra 11 år og opefter. Aktiviteterne handler om natur, samfund, sundhed og teknik, og der er også lege iblandt aktiviteterne. For eksempel Smittebold, der er en helt ny leg, som de frivillige har udviklet til Spejdernes Lejr 2022. Med de forskellige temaer og aktivitetstyper håber Katrine Løgsted Svanekjær og de frivillige bag FællesHEDEN, at alle får en fed oplevelse i bagagen og får prøvet noget nyt. 
”Forhåbentligt går alle spejderne hjem efter en dag hos os og siger ’dén der aktivitet, det var det fedeste af alle aktiviteter, jeg har prøvet!’,” forklarer hun.

Katrine Løgsted Svanekjær understreger desuden, at selvom FællesHEDEN er delt i mindre aktiviteter, kan de næppe betegnes som små – det er nemlig aktiviteter, som rummer 600 spejdere ad gangen.

Fællesskab på tværs af forskelligheder

Temaet for Spejdernes Lejr 2022 er ”Fælles om fremtiden”, og som navnet antyder, er særligt fællesskabet i fokus i FællesHEDEN. 

”Vi prøver at vise, at selvom vi har uniformer i forskellige farver, forskellige køn, og forskellig etnicitet, alder og kultur, så er vi alle sammen fælles om det samme,” forklarer Katrine Løgsted Svanekjær. ”Vi samler alle i en fælles aktivitet på tværs af alt, for at styrke fællesskabsfølelsen. Det er dét, vi gerne vil opnå.” 

FællesHEDEN bliver fysisk placeret i den grusgrav, som ligger op ad Hedeland. Det betyder, at man vil kunne stå på toppen af ”skibakken” – den bakke, som ligger i midten af lejrpladsen, og som rent faktisk bliver brugt som skibakke om vinteren – og se en hel underlejr lave én aktivitet samtidig. Det betyder også, at spejderne kommer forbi området, hvor FællesHEDEN ligger, som noget af det første, når de ankommer til Spejdernes Lejr 2022. Det er et øjeblik, Katrine Løgsted Svanekjær glæder sig særligt til: 

”Jeg glæder mig helt sindssygt meget til at stå og bygge aktiviteten op, og lige pludselig så kommer der bare spejdere væltende.” 

 

FællesHEDENs 13 delaktiviteter

  • Legekarusellen 
  • Rytmespejd
  • Fodboldt med handicap 
  • Smittebold 
  • Inderst inde
  • Vandraketter
  • Tovtrækning med hjælpemidler
  • Vildheden
  • Naturtons
  • Kan det drikkes?
  • Maze crawler
  • Jorden 
  • Helvedsbakken 

Vil du med på holdet?

Brænder du ligesom Katrine Løgsted Svanekjær for at skabe fede aktiviteter for seje spejdere? Så udfyld denne formular og bliv en del af holdet bag lejrens største aktivitet - eller find en anden spændende opgave i Spejdernes Lejrs opgavebank.