Hvordan forener vi oplevelsen af unik natur og en kæmpe spejderlejr?
Foto: Per Therkildsen
Søer, enge, kanaler, grusgrave, sletter, skove og bakker. Det er nogle af de ting, der karakteriserer Hedeland Naturpark, hvor vi om cirka to måneder mødes 32.000 spejdere fra nær og fjern på Nordens største spejderlejr.

Naturbeskyttelse i Hedeland Naturpark

Senest opdateret 22. maj 2022

Med hvad er egentlig Hedeland Naturpark? Hvad gør naturen så speciel? Og hvad gør vi spejdere for at efterlade området uden, at det kan ses, at så mange mennesker en hel uge har lavet sjove aktiviteter, sovet i telte, lavet mad over bål, gravet fedtfælder og render om teltene, hvis regnen har stået ned i stænger?

Det er noget af det Finn Dybbøl og Glenn Oxfeldt Jensen kan svare på. De er begge frivillige i Spejdernes Lejrs område for lejrplads og infrastruktur. De kender derfor til tankerne bag indretningen af lejren. 

Hvad er Hedeland Naturpark for et sted?

Hedeland Naturpark er en gammel grusgrav, som blev brugt til råstofindvinding omkring 1960’erne. Herefter valgte man at reetablere området som rekreativt område og lade naturen indfinde sig igen. Naturen har fået lov til at blomstre, og der er i dag flere forskellige planter og dyr, som er meget specielle og sjældne. Alt det, der er specielt og sjældent ved Hedeland Naturpark bliver der taget højde for, både før, under og efter lejren. Det betyder, at vi som spejdere får en unik oplevelse ved at være på en kæmpestor lejr i et område med skøn og anderledes natur.

Flora og fauna

Midt imellem Høje-Taastrup, Greve og Roskilde Kommune og kun 30 km fra København ligger 15 kvadratkilometer natur, hvor man bl.a. finder de sjældne planter Sump-hullæbe og Slangetunge. Det er orkideer og bregner, som findes meget få steder udover Hedeland Naturpark. 
Hvis man kigger godt efter, kan man også se den sjældne, smukke, blå sommerfugl, Isblåfugl. For ikke at true denne art, som specielt befinder sig ét sted i naturparken, har Spejdernes Lejr i samarbejde med Høje Taastrup Kommune besluttet, at man vil holde tæt øje med, hvornår sommerfuglene klækker. Kun få dage efter sommerfuglene er kommet ud af deres pupper lægger de nemlig æg i det høje græs i området. For at få sommerfuglene til at lægge deres æg et andet sted, holder man derfor øje med, hvornår de klækker. Derefter har lejren og Høje Taastrup Kommune kun et par dage til at slå græsset i det område, de plejer at lægge deres æg. Det er ret fantastisk, hvad der gøres muligt ved at samarbejde og planlægge. 

De to planter, orkideen og bregnen, vokser bestemte steder i naturparken, hvor vi derfor skal passe ekstra meget på. Den måde lejren får det til at fungere, er ved at lejr- og aktivitetspladserne lægges andre steder. I stedet for at spærre områderne med de sjældne planter af, har Spejdernes Lejr valgt at sætte skilte op, som er lavet af Høje Taastrups fagspecialister. På den måde kan man både lære noget om plantelivet og vide, at man skal være forsigtig i det område. 

Der gøres altså rigtig meget for, at vi kan få lov til at holde Spejdernes Lejr samtidig med, at vi passer på dyre- og plantelivet. 
 

Fedtfælde og tørv – på god gammeldags spejdermanér

Som spejdere vil vi altid gerne efterlade naturen i mindst lige så god stand, som da vi kom. Det er selvfølgelig også tænkt ind i Spejdernes Lejr. 
 

Et levn fra fortiden

I underlejr Høje-Taastrup finder man også den store gravhøj, Bavnehøj, som skal bevares bedst muligt. Derfor skal underlejren formes rundt om et hegn ved højen, så den danske historie får lov at blive en del af lejren, uden at vi skader den. 

Gode tips og tricks, som også er vigtige at følge på Spejdernes Lejr 2022:

  • Grav tørv, når I skal lave bålplads, fedtfælder og render om teltene, når det regner. 
  • Vand tørven, så græsset får lov til at gro.
  • Fedtfælderne skal have en si-funktion af grene og kviste, så der ikke kommer faste fødevarer i jorden.På lejren må man kun bruge sæbe, der er svanemærket og har EU-blomsten. Det skyldes, at Hedeland Naturpark ligger meget tæt på grundvandet. At bruge denne sæbe gør, at vi som spejdere skåner vores grundvand og miljø.

Alt dette sikrer at vi både får mulighed for at holde den fedeste lejr med op til 40.000 spejdere, og at vi samtidig er med til at beskytte den natur vi bor i. Det har kunnet lade sig gøre på baggrund af samarbejde mellem de frivillige på området, kommunerne Høje-Taastrup, Roskilde og Greve, og Danmarks Naturfredningsforening. 

Vi glæder os til at se jer alle sammen på Spejdernes Lejr 2022!

Spørgsmål?

Hvis du vil vide mere om indretningen af lejren og hensynet til naturen, så kan du skrive til Finn eller Glenn på mails: 

Finn.dybboel@sl2022.dk og glenn.jensen@sl2022.dk