I denne artikel kan du læse mere om områdecheferne for lejrplads og infrastruktur (LEI), Finn og John, som er en del af de hundredvis af frivillige, der lægger tusindvis af timer for at sikre, at Spejdernes Lejr 2022 bliver en fantastisk oplevelse for 40.000 spejdere.

Mød John og Finn - områdecheferne for Lejrplads og Infrastruktur

Mød John Søgaard-Hansen

Hvorfor synes du det er fedt at skulle være områdechef for LEI i planlægningen af SL2022?
Spejdernes lejr er noget af det største der sker, for rigtigt mange spejdere i deres spejdertid. Jeg vil gerne være med til at sikre denne oplevelse, så den enkelte spejder, leder såvel som deltager, får en så god og udviklende oplevelse som muligt.

Hvad kommer du til at lave i lejrorganisationen?
Jeg er med til at sikre, at alt det basale lejren fungerer. At vi kan bygge en by til 40.000 indbyggere, og at vi rydder op bagefter. At vi efter lejren har sat et positivt aftryk i både deltagere, Hedeland og de omkringliggende byer. LEI’s centrale opgave er at give spejderne mulighed for det som det hele handler om - at få en fantastisk lejr. 

Hvad glæder du dig mest til på Spejdernes Lejr 2022?
Det som jeg synes er helt vildt utroligt, er at opleve lejrens opbygning, at mærke suset det giver når alle spejderne ankommer og får bygget deres lejre i løbet af ganske få timer. Det er en helt speciel oplevelse at se de marker, som før var tomme, komme til live. Samtidig er det også helt specielt at opleve, hvordan lejren tømmes igen, og at der ikke efterlades nogen spor. Så der er rigtigt mange oplevelser jeg kommer til at tage med mig.

Hvad er din bedste lejroplevelse?
Der er mange, men én af dem jeg husker tydeligt, var på en korpslejr som leder. Under åbningen sad jeg med mine spejdere og med min egne drenge, men det meste af udsynet var blokeret af noget afskærmning. De sad alle med spændte og forventningsfyldte øjne og stirrede op på scenen, hvor vi kunne høre de andre, men ikke se dem.
På et tidspunkt blev afskærmningen lagt ned, og vi kunne pludseligt se alle de andre spejdere omkring os, mine spejdere blev aldeles overvældet, og da alle spejderne så gav sig til at svinge med tørklæderne, skinnede deres øjne på en måde jeg aldrig vil glemme.

Hvad er din yndlings spejderaktivitet?
Det må være de stille aftener ved bålet, hvor vi sidder og synger de sidste strofer på aftensangen, og man bagefter sidder og skutter sig lidt, kigger ind i bålet og tænker tilbage på dagen.

Fakta om John Søgaard-Hansen

Kaldenavn: John Søgaard
Født: 1967
Bopæl: Gundsømagle, 20 km fra Hedeland (opvokset i Jyllinge)
Spejderkorps: DDS Jyllinge Gruppe.
Stilling i det virkelige liv: Head of Core Infrastruktur i LEO Pharma
Kontaktoplysninger: Mobil: 20 46 75 71, Mail: john.hansen@sl2022.dk

Mød Finn Dybbøl

Hvorfor synes du det er fedt at skulle være områdechef for LEI i planlægningen af SL2022?
Jeg synes det er rigtig spændende og udfordrende at få lov til at forestå lejretableringen, sikre beredskabet og hele driften af lejrens infrastruktur til 40.000 børn og unge, og så samarbejder jeg godt med min makker John Søgaard. Derudover får jeg skabt en masse nye kontakter, samarbejdsrelationer og opbygget et godt netværk – specielt sammen med alle de spejdere og ledere, der indgår i vores organisation.

Hvad kommer du til at lave i lejrorganisationen?
Bruge mine mangeårige erfaringer fra tidligere store lejre og korpsarrangementer til at sikre, at LEI-organisationen bliver velfungerende og operationel i forhold til de øvrige områder i lejrorganisationen, så vi sammen leverer den bedste ”Spejdernes Lejr” nogensinde.

Hvad glæder du dig mest til på Spejdernes Lejr 2022?
Den morgen, hvor jeg vågner op på lejren og ser alle de forventningsfulde spejdere, der er på vej ind i lejren for at opbygge deres lejrplads med telte, bygningsværker, bålpladser og al det andet der skal til for at spejderne kan bo i deres ”hjem” i de 8 dage lejren varer. 

Hvad er din bedste lejroplevelse?
De bedste lejroplevelser har altid været at se glade og inspirerede spejdere, der går ”all in” på de store lejre. De får masser af inspiration, som de tager med hjem i egen gruppe og enhed, til gavn og glæde for det lokale spejderarbejde.

Hvad er din yndlings spejderaktivitet?
Der er rigtig mange interessante og spændende aktiviteter, men det jeg har være mest glad for i min spejdertid, er deltagelse i større turneringer, hvor vi sammen skulle løse komplekse opgaver inden for hele viften af spejderaktiviteter.

Fakta om Finn Dybbøl

Kaldenavn: Finn
Født (år): 1949
Bopæl (og evt opvækst): Næstved (Født opvokset og har altid boet i Næstved)
Spejderkorps (og evt. gruppe): KFUM-Spejderne, Herlufsholm Gruppe, Gruppeleder
Stilling i det virkelige liv: Pensioneret efter 40 år i telebranchen, men er projektleder i en mindre virksomhed og er et par dage om ugen hos VW i Næstved.
Hobby: ud over spejder, har jeg en del veteranbiler
Kontaktoplysninger: Mobil: 40 30 25 50, Mail: Finn.dybboel@sl2022.dk