Foto: Arkitekt Søren Yde

Sådan ser vartegnet for Spejdernes Lejr 2022 ud

Senest opdateret 8. april 2022

En knap 29 meter bred ’læringsspiral’ med sytten overdækkede, halvåbne hytter med vinduer farvet i verdensmålenes farver er det bærende element i vartegnet for Spejdernes Lejr 2022. Vartegnet vil samtidig fungere som et mødested og udflugtsmål for Hedeland Naturparks brugere og skoleklasser efter lejrens afholdelse.

Spejdernes mission er at gøre børn og unge beredt til livet gennem fællesskab, friluftsliv og udfordringer, og denne sommer samler vi 40.000 børn og unge i Hedeland Naturpark til Nordens største spejderlejr under temaet: Fælles om fremtiden. Med udgangspunkt i temaet ønsker Spejdernes Lejr 2022 at fortsætte den stolte tradition med at bygge et interaktivt vartegn, der både kan bruges af lejrens deltagere og af områdets brugere lang tid efter lejren. Vartegnet støttes af Lokale og Anlægsfonden, STARK Fonden og den filantropiske forening Realdania.

”Med vartegnet får vi skabt et smukt lærings- og mødested i unikke naturomgivelser. Udover at give besøgende et tiltrængt mødested i læ for al slags vejr er det også et interaktivt læringssted, der, i tråd med spejdernes værdier, sætter fokus på verdensmålene og vores fælles ansvar for kloden.” fortæller Finn Dybbøl, der er frivillig områdechef i Spejdernes Lejr 2022 og en af tovholderne på projektet.

Vartegnet er placeret i en fornyeligt lukket grusgrav, som med dets rå udseende både viser menneskets påvirkning af naturen, men også de nye muligheder for livet, som eksempelvis de digesvaler, der er flyttet ind på skrænterne som også bruges af mountainbikeryttere. Derudover fungerer grusgraven også som aktivitetsområde for op til 10.000 spejdere under lejren.

Det er i dette område, at vartegnet for Spejdernes Lejr 2022 bliver placeret Foto: Bue Heckmann

Hvad er vartegnet?

Vartegnet består af tre elementer, hvor den største og mest iøjnefaldende er en 29 meter bred og cirka fem meter høj ’Læringsspiral’, der er placeret i Grusgraven og er synlig fra den nærvedliggende landevej, Brandhøjgårdsvej. Herfra vil vartegnets spiralform og verdensmålsfarvede ruder pirre forbipasserendes nysgerrighed.

’Læringsspiralen’ er placeret på et 40 cm højt plateau, og består af sytten, 7.5 m2 store hytter placeret i en spiralform. Hver ’verdensmålshytte’ sætter fokus på et verdensmål og fungerer samtidig som et opholdssted, hvor man kan se ud på de rå omgivelser gennem det farvede sikkerhedsglas.

I ’Læringsspiralens’ centrum er der en træplatform udformet som et verdenskort, der både kan fungere som opholds- og spisested for skoleklasser og andre besøgende. På kortet vil vi markere de steder, hvor deltagerne på Spejdernes Lejr kommer fra og dermed symbolisere spejderbevægelsens globale fællesskab.

Det tredje element er interaktive verdensmålsruter i den af spejderne udviklet ’WOOP’ app, hvor skoleklasser og besøgende kan gå ud i nærområdet og teste deres viden gennem en verdensmålsskattejagt med gps-placerede verdensmålsposter.

Hele vartegnet er opført med fokus på at bruge så bæredygtige materialer som muligt, hvilket blandt andet har betydet, at træ er det primære materiale og at plankerne ikke trykimprægneres. Derudover er der også tænkt på, at alle skal have adgang til - og glæde af - faciliteten.

Hvornår bliver det opført?

Læringsspiralen opføres af både professionelle håndværkere og frivillige. Efter planen begynder en frivillig pionérgruppe at lægge fundamentet for vartegnet i påsken og hele faciliteten vil stå klar til at blive indviet på lejren.

Projektet er tegnet af arkitekt MMA Søren Yde og udviklet i samarbejde med I/S Hedeland og Spejdernes Lejr. Hele projektet har estimeret anlægsomkostninger på 1.3 millioner kroner og støttes af den filantropiske forening Realdania samt Lokale og Anlægsfonden og STARK Fonden..

Spejdernes Lejr afholdes af Foreningen Spejderne og de fem medlemskorps - Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig – den 23. til 31. juli i Hedeland Naturpark i samarbejde med Høje-Taastrup, Greve og Roskilde kommune

Vartegnet i 2017

Til Spejdernes Lejr 2017 blev der bygget en 12 meter høj støvle, der er 24 meter i længden og passer personer, der bruger størrelse 3600 i sko. ’Støvlen’ fungerede desuden både som udkigspost og madpakkested.