Skyd fordomme ned om psykiske sygdomme

Senest opdateret 29. juli 2022

Af Jane Flarup

jane.flarup@sl2022.dk

Hvad ved du om folk med usynlige sygdomme? Måske ved du meget. Måske ved du lidt eller ingenting.

Overskriften på Spejdernes Lejr 2022 handler om at skabe en fælles fremtid for alle. Også for folk med psykisk sygdom. Derfor handler en af aktiviteterne på lejren om at skyde fordomme om de usynlige psykiske sygdomme.
Fordomme som:
•    Psykisk syge kan aldrig blive raske
•    Psykisk syge er farlige
•    Psykisk syge skal bare tage sig sammen
•    Psykisk syge bliver altid indlagt
•    Psykisk syge er sjældne
•    Psykisk syge er svære at tale med

Disse sætninger står på en stor plade, som man må skyde maling på, så alle sætningerne til sidst er helt dækket til. Når spejderne har kastet med maling, får de et lille mærke i et aktivitetshæfte, som indeholder mærker fra en lang række aktiviteter på hele lejren.

”Vi skal tale om psykiske sygdomme. Disse sygdomme er forbundet med fordomme, og når man ikke ved noget om dem, bidrager det til at gøre sygdommene værre. Vi vil give børnene et sprog, så de kan forstå sygdommene bedre,” siger Tina Mastrup, Børnefaglig konsulent ved Psykiatrifonden.

Ved siden af aktiviteten om psykiske sygdomme ligger et stort spil på jorden. Det kaldes ”Fordomsspillet”. Her skal deltagerne kaste en stor terning og trække et kort med et spørgsmål, hvor de bliver testet på deres viden om psykiske sygdomme. Enten kan de rykke frem eller tilbage i spillet.

”De to aktiviteter skal sætte fokus på, at mennesker ikke er deres sygdom, men at de har en sygdom. De er ikke deres sygdom. Det er en vigtig pointe for os,” uddyber Tina Mastrup.

De to aktiviteter er et samarbejde mellem Psykiatrifonden, Ole Kirk’s Fond og Børns Vilkår. 

 

Børns Vilkår og Psykiatrifonden besøger Spejdernes Lejr med aktiviteter der skaber åbenhed, samtale og nedbryder fordomme. En del af aktiviteten er dialog og efterfølgende kan man ”skyde fordomme ned” Foto: Maj-Britt Nielsen