Spejdernes bestyrelse har godkendt deltagerprisen på Spejdernes Lejr 2022

Deltagerprisen på Spejdernes Lejr 2022 bliver 2.250 kr. Som lejrfrivillige får man en reduktion og prisen er derfor 1.575 kr. Spejdernes Lejr 2022 er Nordens største spejderlejr og prisen er fastlagt, så spejderne kan opleve de fedeste aktiviteter, transport til og fra lejren, vilde lejrbål samt mad på raftebordet samtidig med at lejren kan løbe rundt. Mange frivillige har lagt stor energi i at finde en pris, som er ansvarlig og bæredygtig for at lejren kan løbe rundt.

Fra den 23. juli 2022 vil det vrimle ind med spejdere fra hele Danmark og Verden til Nordens største spejderlejr i Hedeland Naturpark. Et naturskønt område på tværs af Høje-Taastrup, Greve og Roskilde Kommune, som vil danne rammerne for en helt unik spejderoplevelse.

Spejdernes bestyrelse har netop godkendt budgettet og dermed deltagerprisen for Spejdernes Lejr 2022. Prisen er bestemt efter, at lejren skal løbe rundt, så der er penge til at dække udgifterne til aktiviteter, udstyr, mad og transport. Lejrledelsen i Spejdernes Lejr 2022 har gennem det seneste halve år gennemgået de forventede indtægter og udgifter. Lejren holder udgifterne så lavt som muligt, men fordi Spejdernes Lejr 2022 bliver en lille by, så koster det mere at lave en stor lejr, end en normal sommerlejr i spejdergruppen. 

Anerkendelse af lejrfrivillige på Spejdernes Lejr 2022 

De frivillige, som yder en væsentlig indsats i lejrens planlægning, afholdelse og/eller oprydning, vil få en reduktion af deres deltagerpris og skal derfor betale 1.575 kr. Det sker efter et stort ønske om anerkendelse af lejrfrivillige, hvor en del af den anerkendelse er en reduktion i lejrfrivilliges deltagerbetaling. Det er den tidligere styregruppe for Spejdernes Lejr, som har igangsat flere initiativer for at anerkende lejrfrivilliges indsats i forbindelse med lejren.
Derudover er et af de fem kerneområder på Spejdernes Lejr 2022 udpeget til Frivillighed, for at skabe et velfungerende og anerkendende miljø for frivillige kræfter på Spejdernes Lejr 2022. 

Nordens største spejderlejr i unikke Hedeland Naturpark 

Spejdernes Lejr 2022 er Nordens største spejderlejr og bliver en lille by med alt fra butikker til hospital, brandvæsen, religiøse bygninger, mulighed for aktiviteter, der overgår de vildeste ideer og store lejrbål, som samler spejdere på tværs af alder og korps.   

Lejren skal ligge i naturskønne Hedeland Naturpark, som ligger på tværs af Høje-Taastrup, Greve og Roskilde Kommune. Hedeland Naturpark er et helt fantastisk naturområde med mange muligheder for spændende aktiviteter. Det forpligter derfor, at vi som spejdere passer ekstra godt på området.   

Aktiviteter for alle under hele lejren  

I planlægningen af lejren er der naturligvis stort fokus på, at alle spejdere og lejrfrivillige får mad nok, at der er mulighed for toilet og bad, og at der er aktiviteter for alle aldersgrupper under hele lejren. Desuden er transport til og fra lejren inkluderet i prisen.  

Prisen for Spejdernes Lejr i 2022 er sat efter nøje overvejelser og planlægning fra mange dygtige frivillige. Det er Spejdernes bestyrelse og dermed ledelserne i korpsene, som har godkendt prisen. Prisen er sat ud fra de udgifter der er ved at gennemføre lejren. Vi har dog en lille sikkerhedsmargen på 2,5 %, hvis der opstår uforudsete hændelser.