Kom og hør om Sl2022 i din kommune

Spejdernes Lejr besøger din kommune

Som led i forberedelsen af Spejdernes Lejr er kvarterscheferne i disse måneder på turné rundt til alle landets kommuner for at holde introduktionsmøder om Spejdernes Lejr. Møderne afholdes kommunevis for alle grupper – på tværs af korps – fordi grupperne, ligesom i 2017, skal bo kommunevis.

Formålet er at møde grupperne i de enkelte kommuner, fortælle om lejren og få besat de 5 poster, som hver kommune skal stille med (kommuneansvarlig, jobansvarlig, presseansvarlig, borgmesteransvarlig og international ansvarlig). De fem poster sikrer et velfungerende samarbejde mellem grupperne i den enkelte kommune og underlejrens ledelse, og er også med til at skabe rammerne om god stemning og lokal PR før, under og efter lejren. Introduktionsmødet er ligeledes en god lejlighed til, at vi kan hilse på jer, I kan lære hinanden at kende og få lavet aftaler for etableringen af den videre planlægning af lejren.

Kan du hjælpe med et møde i din kommune?

Der er allerede afholdt møder med ca. 30 kommuner og kalendersat dato for introduktionsmøder i yderligere ca. 30 kommuner. For de resterende kommuner mangler vi fortsat at etablere en kontakt, enten til et lokalt BUS samråd eller en spejdergruppe, der kan bistå med at indkalde de andre lokale grupper til introduktionsmødet.

Følgende kommuner mangler vi at være i kontakt med:

Holbæk, Næstved, Svendborg, Ærø, Langeland, Tønder, Rødovre, Sorø, Vejen, Billund, Faxe, Sønderborg, Morsø, Norddjursland, Odsherred, Samsø, Roskilde, Syddjursland, Silkeborg og Herning.

Hvis der ikke er afholdt introduktionsmøde i din kommune, og I vil bistå med at få indkaldt og arrangere et informationsmøde, vil vi opfordre jer til at kontakte kvarterscheferne (skriv til kvarterschefer@sl2022.dk) for at høre nærmere. 

På forhånd tak – og glædeligt gensyn!