Foto: Frederik Andreas Jørgensen
Når de sidste spejdere er taget hjem fra Sønderborg, bliver lejrmateriel sat til salg på en online auktion. Der vil blive solgt alt fra 650 stopure, 75 skruetrækker-sæt og 25 slagboremaskiner til 60 meter flydebro og en kontorcontainer indrettet til mobilt, bæredygtigt spejderlokale.

Spejdernes Lejr til salg på auktion

Auktionen byder blandt andet på:

  • Flydebro og grøftebroer
  • Elværktøj
  • Hamre, save og andet håndværktøj
  • Cykelhjelme
  • Taburetter
  • Køleskab og kummefryser
  • Megafoner
  • Murerbaljer og opbevaringsbokse

Det er firmaet Campen Auktioner Syd i Broager, der skal sælge materialer, som er købt og brugt til opbygningen af SL2017. Alle har mulighed for at byde på auktionen, og salget bidrager til lejrens økonomi, samtidig med, at det sætter fokus på hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer, når materiel, som kun er brugt en kort tid under lejren, kan gøre nytte og genbruges hos andre.

Spejdernes Lejr 2017 har indgået en aftale med Campen Auktioner om at sælge effekter efter lejren, og den online auktion vil foregå fra den 6. august til den 20. august. I dagene den 17. og 18. august er der mulighed for at studere varerne nærmere ved et eftersyn hos Campen Auktioner Syd.

150 - 200 varenumre

Alle har mulighed for at byde på effekterne, der sælges på netauktionen. Der forventes 150-200 varenumre. Det vil blandt andet være el- og håndværktøj, møbler, træ og plader, vvs-fittings og materialer, der har været brugt til aktiviteter for spejderne under lejren.

Ved at sælge varerne på netauktion bliver der mulighed for at købe de brugte lejrmaterialer, uanset hvor i landet man bor. Auktionen vil fungere som en momsfri auktion, så der skal lægges moms samt auktionssalær til Campen Auktioner Syd oven i auktionspriserne. Hvis købere har brug for at få sendt de købte varer med et transportfirma, vil det også være køberen, der skal betale dette.

Nogle dage under i lejrperioden fra den 22. til den 30. juli vil Campen Auktioner Syd have en udstillingsstand på Knudepladsen, centralt på lejrpladsen. Her kan lejrdeltagere og besøgende høre nærmere om netauktionen og om muligheden for at købe lejrmaterialer, når lejren er pillet ned.