Tema for Spejdernes Lejr 2022: Fælles om fremtiden

Lejrledelsen har valgt temaet for Spejdernes Lejr 2022, som bliver Fælles om fremtiden. Et tema, som skaber rammerne for arbejdet både før, under og efter lejren. Fælles om fremtiden er valgt, fordi vi som spejdere tager ansvar for vores klode, menneskerne på den og vores fælles fremtid. Derudover samarbejder spejdere både på tværs af aldersgrupper, spejderkorps og lande. Som spejdere er vi et fællesskab, som løfter hinanden og løser udfordringer, som måtte opstå.

Charlotte Flaskager og Morten Lykkeberg, lejrchefer for Spejdernes Lejr, udtaler: "For os som lejrchefer betyder Fælles om fremtiden blandt andet, at vi på Spejdernes Lejr 2022 giver alle spejdere mod på mere, så vi bagefter kan skabe en bedre verden."

Hvad mener spejderne om temaet?

Temaet blev lanceret med en tilhørende video på Spejdernes Lejrs sociale medier, hvor spejdere fra Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig sætter ord på, hvad Fælles om fremtiden betyder for dem. 

Fiona fra Dansk Spejderkorps Sydslesvig siger blandt andet: "For mig betyder Fælles om fremtiden, at vi som spejdere står sammen om at tage ansvar for den verden vi bor i både om naturen og de mennesker vi deler den med. Og at vi som fællesskab gør en forskel."

Emma fra Det Danske Spejderkorps lægger vægt på aktiviteterne: "For mig betyder Fælles om fremtiden den gode ramme til at lave de fedeste aktiviteter med fokus på udfordringer og at have det sjovt."

I videoen er der også en international kommentar på temaet fra Pia Melin Mortensen, der sidder i verdenskomiteen i WOSM, som er organisationen for drenge- og pigespejdere i hele verden. For hende betyder Fælles om fremtiden: "At vi er del af en global bevægelse, der deler de samme værdier, og hvor vi har fælles ambition om at efterlade verden lidt bedre end vi modtog den."
På engelsk vil temaet blive omtalt: OUR COMMON FUTURE.

Temaet Fælles om fremtiden kommer til at fungere som rettesnor for lejrledelsens arbejde herunder særligt for områderne kommunikation og aktiviteter, hvor temaet sætter retningen for de kommunikative budskaber og samtidig indkapsler aktiviteterne på lejren i 2022.

Spejdernes Lejr 2022 er Nordens største spejderlejr 

Spejdernes Lejr er Nordens største spejderlejr med 40.000 deltagere og endnu flere gæster. Lejren vil blive afholdt i Hedeland Naturpark i samarbejde med Høje-Taastrup, Greve og Roskilde Kommune. Hedeland har en skøn natur med fantastiske faciliteter, og vi glæder os til at kunne vise området frem for over 40.000 spejdere og andre gæster i juli 2022.

Foto: Heine Dransfeldt