Hvad skal du lave på Spejdernes Lejr?
Foto: William B. Rønnebæk
Vi ser frem til at byde dig velkommen på Nordens største spejderlejr. Som dagsgæst er det gratis at besøge lejren ligesom det er gratis at prøve en af de over 150 drop-in aktiviteter, der er lavet til børn, unge og voksne.

Top fem ting du kan gøre som gæst på lejren

Senest opdateret 25. juli 2022

Som gæst kan det imidlertid også være svært helt at finde ud af, hvad der er af muligheder på lejren. Derfor har vi lavet denne top fem over ting, der kunne være sjove at gøre samt samlet nogle praktiske informationer i bunden af artiklen. Du kan desuden finde et kort over lejren her

Besøg informationscentret i Administrationsbyen

Her kan du få oprettet et betalingskort (Skejser), få uddelt et fysisk kort over lejren og få svar på alle dine spørgsmål om lejren. Du kan også ringe til informationscenteret på 8111 2022

Besøg toppen af Skibakken

I midten af Spejdernes Lejr 2022 tårner den 80 meter høje skibakke sig op over Hedeland Naturpark. Efter en gåtur til toppen vil du herfra have et 360 panoramaudsigt udover Nordens største spejderlejr. Vi har også placeret et 360 mastecam på toppen af skibakken. Se billederne fra det her 

Prøv en aktivitet

På lejren er der planlagt over 150 gratis drop-in aktiviteter, og de fleste af dem er samlet på aktivitetstorvet ved foden af Amfiteateret. Her kan du bl.a. opleve inspirationsoplæg fra Vicki Knudsen og Connie Hedegaard, besøge Børnerettighedsteltet eller prøve aktiviteter som Yoga og Fordomsspillet. Se en oversigt over aktiviteterne i vores aktivitetskatalog – husk blot at sætte flueben i drop-in filteret.

Besøg Spejdertorvet

Efter en god gåtur rundt på lejren eller en sjov aktivitet er det oplagt at svinge forbi Spejdertorvet. Her kan du sætte dig på restaurant Panorama eller købe noget mad i cafeerne eller madvognene og finde et sted at sidde og lade indtrykkene sætte sig. Her kan du også købe spejdergrej i Spejder Sport eller 55 Nord.

Besøg FutureTown

I aktivitetsområdet ”Teltet” kan du svinge forbi FutureTown, der har åbent hver dag. Her kan finde ud af, hvordan havets bacon smager, blive klogere på Deep Fakes og lave din egen souvenir af genanvendt plast. Læs mere om FutureTown her

Praktiske informationer

Hvis du ankommer til lejren i bil, så anbefaler vi dig at bruge Gæsteparkeringspladsen ved Brandhøjvej 268, 2640 Hedehusene. Det koster 100 kr. at parkere bilen her.

Spejdernes Lejr er en kontant-fri lejr, og derfor har vi blandt andet vores eget betalinssystem kaldet Skejser. Læs mere her