Tre gange jubilæum hos Fribytterne Amager

Senest opdateret 29. juli 2022

Et 60 års og to gange 40-års spejderjubilæum fejret hos søspejdertroppen Fribytterne fra Amager.

Fribytterne fra Amager fejrer 40 års jubilæum for Trine Munk Ulleriks, 60 års jubilæum for Finn Anker og 40 års jubilæum for Kasper Munk. Foto: Foto: Pernille Bille Tvedt/SPEJDERNE

Af Lars Myrup Lassen lars.lassen@sl2022.dk

Tropsleder Ulf Thorlak fra søspejdergruppen Fribytterne på Amager ligner ikke en mand, der har let til tårer. Og antydningen af vand i øjenkrogen skyldes nok bare den bidevind, der strøg hen over Spejdernes Lejr 2022, da søspejdertroppen Fribytterne fra Amager afholdt hele tre jubilæer på en gang.

Men der var ingen tvivl om Fribytternes tropsleder var rørt, da han ønskede søspejder Finn Anker, 67 år, tillykke med 60-års jubilæet som spejder.

”Jeg glemmer aldrig den gang, hvor årets sommertogt var ved at gå i vasken, fordi alle lederne måtte melde fra. Jeg var ny og vidste ikke ret meget om noget. Men da jeg ringede til dig Finn, og spurgte om, hvad jeg skulle gøre, så kom du og fik med vanlig ro og beskedenhed sat styr og retning på det hele og vi fik et fantastisk sommertogt det år - og det kan vi takke dig for,” sagde Ulf Thormak.

Roserne til Finn Anker blev bekræftet af det højlydte bifald, som fribyttere - både unge og de lidt ældre.

Dobbelt surprice

Finn Anker vidste ikke, at hans 60-års spejderjubilæum skulle fejres. Til gengæld var han indviet i planerne om at fejre de to 40 års spejderjubilarer – ægteparret Trine Munk Ulleriks og Kasper Munk, der til gengæld kun vidste at Finn Anker skulle fejres.

Det næsten nygifte par blev viet 4. juni.

De fleste af Kasper Munks 40 år som spejder har været i land. Men da hans datter ville være søspejder, fulgte han med til søs.

Trine Munk Ulleriks har til gengæld aldrig været søspejder, men er spejderleder i Egemose Centeret ved Ganløse - som mange danske spejdere - fra alle spejderkorps - kender.

”Jeg fortsætter som landspejder”, siger Trine Munk Ulleriks og tilføjer

- Jeg vinker gerne, når de tager af sted og jeg står også gerne klar med varme drikke, når søspejderne vender tilbage. Jeg skal ikke ud at sejle,” siger Trine Munk Ulleriks og ler. 

Alle i samme båd

Finn Anker - der er født og opvokset på Amager - startede faktisk også som landspejder lige som hans to brødre. Men da han blev 12 år gammel stod han til søs.

På spørgsmålet om, hvorfor han har holdt ved så længe, tøver han ikke længe.

”Det er arbejdet med børn og unge og muligheden for at give dem et bedre indhold i tilværelse. Søspejderne har en helt særlig ramme, fordi båden kommer ikke ret langt, hvis ikke alle om bord arbejder sammen. Det kræver samarbejde og sammenhold, hvis tingene skal fungere optimalt. Til gengæld har alle andel i resultatet. "

Der var naturligvis kage og saftevand, da Fribytterne på Amager holdt surprice-sammenkomst for Finn Anker, som har 60 års spejderjubilæum, og for Trine Munk Ulleriks og Kasper Munk, som lige er blevet gift, og som begge har 40 års spejderjubilæum. Foto: Foto: Pernille Bille Tvedt/SPEJDERNE