Vikingeskib døbt Imme Bifrost og sendt på jomfrurejse på Spejdernes Lejr

Senest opdateret 2. august 2022

Af Jane Flarup

jane.flarup@sl2022.dk

Hundredvis af hænder, gavmilde fonde og et par års samarbejde mellem Vikingeskibsmuseet i Roskilde og spejderne ligger forud for, at vikingeskibet Imme Bifrost blev døbt og sat i Flintsøen i Hedeland Naturpark på Spejdernes Lejr 2022.

”Navnet Imme Bifrost er ikke tilfældigt. Bifrost er regnbuen i den nordiske mytologi. Men den er også moderne, fordi regnbuen signalerer mangfoldighed på alle niveauer,” forklarer Charlotte Flaskager, den ene af de to lejrchefer på Spejdernes Lejr. Den anden lejrchef, Morten Lykkeberg, supplerer:

”Denne her aktivitet symboliserer alt det, Spejdernes Lejr står for: Glade spejdere og imponerede gæster, der lægger mærke til vores dejlige natur med en flot udsigt uanset hvor du befinder dig i lejren. Vi har et stærkt fællesskab og vi ror i samme retning med nye venner.”

FLOT OG GODT PÅ FLINTSØEN

Med den store lejr som en kæmpemæssig gul teltbaggrund og hele spejderledelsen og folk fra Vikingeskibsmuseet ved årerne, så publikum med egne øjne, at vikingebåden flød både flot og godt.

”Det har været et fantastisk samarbejde mellem håndværkere fra Vikingeskibsmuseet og spejderne. Vi professionelle skulle lære, at spejderne godt kunne være med til at bygge båden færdig på lejren, selvom de kun havde 2, 5 eller 20 timer. Vi håndværkere har jo brugt over 4 år på at stå i lære,” forklarer Silas Ravn, der er håndværksformidler ved Roskilde Vikingeskibsmuseet.

Silas Ravn fremhæver, at håndværk bedst formidles ved at bruge hænderne – ikke ved at læse i bøger. Derfor har spejderne deltaget i aktiviteter med at bygge skibet helt færdigt i løbet af spejderlejren. Blandt andet har de høvlet årer og træværk på vikingeskibet. De har smedet nagler og ildstål, og de har også lavet 5 liter tjære, som skal bruges til at vedligeholde træværk på vikingeskibet.

”Vi synes, at spejderne skulle prøve noget, de ikke kunne lave derhjemme i grupperne. At bygge et vikingeskib er jo ret specielt,” supplerer Emma Christensen, der er områdechef for Aktiviteter og Events på Spejdernes Lejr 2022.

Hovedparten af vikingeskibet er blevet bygget siden efteråret 2021 og især fra foråret 22 af bådebygger Morten Dahl. Og da båden var næsten klar, blev den transporteret på ruller til Flintsø, der ligger midt i Hedeland Naturparks grusgrav. To fonde har støttet skibsbyggeriet: Aage og Johanne Louis-Hansen Fond og Den A.P. Møllerske Støttefond. 

VIKINGESKIB OG SPEJDERE HAR FÆLLES KULTUR

I talerne inden søsætning af det nye vikingeskib fremhæver både lejrledelsen Morten Lykkeberg og Charlotte Flaskager sammen med Silas Ravn fra Vikingeskibsmuseet, at vikingeskibe og spejdere har en lang fælles kultur i Danmark. Flere spejderskibe har gennem årene haft navnet Imme, og på kultursiden går den danske spejderbevægelses historie går helt tilbage til 1908, hvor den første spejderpatrulje blev stiftet; 1 år efter at Lord Robert Baden-Powell for første gang var på tur med 20 drenge til Brownsea Island i det første forsøg på en spejderlejr.  

”Vi synes, det er en fantastisk aktivitet at sætte spejderne sammen med bådebyggere og Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Især fordi Spejdernes Lejr skulle holdes her i Hedeland Naturpark uden for Roskilde. Samarbejdet er lykkedes over al forventning,” sammenfatter de to lejrchefer, Morten Lykkeberg og Charlotte Flaskager.

REDERIET SPEJDERNES LEJR

Spejdercheferne spøger med, at der nu bør etableres et ”Rederiet Spejdernes Lejr” for at sætte det nye spejdervikingeskib ind i en form for selskabslovgivning. Men først skal der etableres et bådelaug, der tager sig af båden, når den fremover skal ligge til kaj hos Vikingeskibsmuseet i Roskilde fjord. Nogle instruktører skal stå for at holde skibet i gang for spejderne.

”Vi håber, at der vil komme en masse spejdere til museet for at lære at sejle skibet og lære noget om vikingeskibe og håndværkstraditionen bag bådebygning. Vi har lært på her museet, at man bare skal have god tid og god instruktion, så er der ingen grænser for, hvem der kan lære et håndværk som bådebygning,” konkluderer Silas Ravn.

 

Søsætning af båden Foto: Jesper Broch