Der er mange trapper, der skal bestiges på Amfiscenen for at nå toppen. foto. Maja Kongegaard Bramm / SPEJDERNE Foto: Maja Kongegaard Bramm

Vi er Danmarks største spejderlejr og den største lejr for børn og unge i Norden

Om Spejdernes Lejr

Cirka hvert fjerde år inviteres alle spejdere fra den danske og internationale spejderbevægelse på Spejdernes Lejr – der er Nordens største spejderlejr med over 30.000 deltagere og yderligere 50.000 gæster som besøger lejren.

Spejderbevægelsen er Danmarks største børne- og ungdomsbevægelse med knap 70.000 medlemmer fordelt på fem spejderkorps, der alle er medlemmer af Foreningen Spejderne. Vores fælles mission lyder; sammen gør spejderne børn og unge beredte til livet gennem fællesskab, friluftsliv og udfordringer. På denne side kan du læse mere om, hvad Spejdernes Lejr er for en størrelse og hvorfor, vi afholder den. 

Hvad er formålet med Spejdernes Lejr?

Med Spejdernes Lejr ønsker spejderbevægelsen at manifestere et bæredygtigt, mangfoldigt og internationalt spejderfællesskab. Vi vil skabe uforglemmelige spejderoplevelser, der tegner fremtidens spejderliv for børn og unge samt invitere omverdenen ind for at se, hvad spejderlivet har at byde på. Spejdernes Lejre skal styrke det fælleskorpslige samarbejde lokalt, regionalt og nationalt, samt give deltagerne en oplevelse af at være en del af en global bevægelse.

Fotograf: Maja Kongegaard Bramm

Aktiviteter på Spejdernes Lejr

Dygtige frivillige udvikler over 300 sjove og lærerige aktiviteter målrettet børn og unge. De inkluderer eksempelvis fysiske udfordringer som natløb i skovens mørke, brug af innovative teknologier som 3D print af souvenirs i genbrugsplast, inspirationsoplæg om fremtiden fra forskere og ildsjæle, særlige aktiviteter på lokale kulturinstitutioner – og meget, meget mere.

Hvordan ser en dag på Spejdernes Lejr ud?

Forestil dig tusindvis af telte i alle mulige farver og størrelser så langt øjet rækker. Mellem teltene står sindrige raftekonstruktioner med hængekøjer, hævede bålpladser, borde og store velkomstporte, der bruges af de 30.000 spejdere på lejren. Om dagen er spejderne ude og lave nogle af de mere end 300 sjove og lærerige aktiviteter, mens røgen stiger op fra hundredvis af små madbål om aftenen, hvor grupperne samarbejder om at lave maden.

Efter maden evalueres dagen i fællesskab, mens roen breder sig, inden en ny dag med flere eventyr begynder. Sådan ser en dag på lejren ud for de fleste deltagere, men du også velkommen som frivillig eller gæst, da Spejdernes Lejr er for alle, der har lyst til at opleve en time, en dag eller en uge som en del af spejderfællesskabet. 

Foto: Christian Bundgaard

Hvor stor er Spejdernes Lejr?

Lejren dækker cirka 100 fodboldbaner og er inddelt i fire store underlejre, hvor spejdergrupperne har deres base og telte. Derudover er der opført en midlertidig by for at kunne servicere gæster og deltagere i de ni dage, som lejren varer. Udover kritisk infrastruktur som vand, toiletter, strøm og internet, inkluderer lejren også et lejrhospital, kantiner til de frivillige, et spejdertorv med food trucks og butikker, flere scener og drop-in aktivitetsområder samt parkeringspladser og informationstorve for både gæster og deltagere. 

Har du spørgsmål om lejren?

Har du spørgsmål om lejren? Så læs de oftest stillede spørgsmål og svar her eller skriv til info@sl2026.dk 

Den fjerde Spejdernes Lejr

Fra lørdag den 18. juli til søndag den 26. juli 2026 afholdes den næste Spejdernes Lejr, og det bliver i Hedeland Naturpark (Sjælland). Det er fjerde gang, at Nordens største spejderlejr afholdes, og det er første gang, at den afholdes i et område som tidligere har været brugt som lejrplads. Holstebro var værter i 2012, Sønderborg i 2017 og Hedeland Naturpark var også værter for lejren i 2022. Og vi ved allerede nu, at Spejdernes Lejr 2030 kommer til at blive afholdt i Silkeborg Kommune. 

Hvem står bag Spejdernes Lejr?

Over 4.000 frivillige bidrager til skabe Spejdernes Lejr, der arrangeres af Foreningen Spejderne og dens fem medlemskorps: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig. 

Derudover afholdes Spejdernes Lejr 2026 i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune og Roskilde Kommune samt Hedeland Naturpark og masser af gode organisationer som støtter lejren.

Læs mere om lejrens samarbejdspartnere her 

Solnedgangen over Spejdernes Lejr 2022 set fra Knud Rasmussens gruppe som Klan Knud har bygget. Foto : Frederik Kehlet
Foto : Frederik Kehlet