Sådan kommer du let på lejr
Spejdernes Lejr giver trængsel på vejene - især på ankomst- og afrejsedagene. Som gæst kan man parkere ved lejren, men der bliver også gratis shuttlebus mellem byen og lejren.

Kom sikkert og let til lejren

Hold dig opdateret på turen

På selve turen anbefaler vi, at du lytter til P4 og tjekker trafikken.dk eller Vejdirektoratets app for at få dagsaktuelle opdateringer. Vi samarbejder med Vejdirektoratet om løbende at informere på ankomst- og afgangsdagen.

22. juli er dagen, det for alvor sker. Tusindvis af spejdere ankommer til Sønderborg med busser og i biler. Det vil naturligvis give en risiko for trafikprop omkring lejren. Vi forventer, at der kommer 90 busser og 300 personbiler i timen på ankomstdagen – hvilket helt naturligt vil kunne give lidt ventetid og kødannelse.

For at få trafikken til at glide bedst muligt, har vi samlet en række gode råd afhængigt af hvordan I ankommer.

Fælles for alle gælder det, at lejrtrafikken skal af på første afkørsel efter Alssund Broen (Dog undtaget campingvogne – se mere nedenfor). Når I kommer op på afkørslen, hjælper Hjemmeværnet med at dirigere trafikken, så I kan komme let ind på pladsen. Her deles der mellem busser og personbiler. Busserne skal ind i en række båse og læsse af, mens personbiler skal ind på lejrens parkeringsplads.

Bemærk: Vi beder om, at man ikke kører gennem Sønderborg centrum og tager den gamle bro, da den lokale trafik i byen ledes over der.

Med lejrens fællestransport

Læn dig tilbage og nyd turen. Chaufføren er opdateret på det seneste og kender trafikplanen. Til gengæld beder vi om, at I er opmærksomme på at tømme bussen hurtigst muligt når I ankommer, så der kan blive plads til den næste bus.

Egen bil

Tast Ingolf Nielsens Vej 15, 6400 Sønderborg ind på GPS'en for at finde frem til lejren i bil.

Vi forventer, at belastningen på indkørslen vil stige i løbet af dagen – derfor anbefaler vi at ankomme tidligt, hvis der er mulighed for det.

Personbiler har sin egen bane ved indkørslen til lejren, og bliver ledt ind på P-pladsen, hvor I i ro og fred kan tømme bilen. Undlad venligst at stoppe på vejene for at læsse af.

Har du en trailer med gruppens/kredsens fælles grej med, kan man få lov til at ankomme dagen før. Læs mere om mulighederne her.

Bemærk: Mellem den 22. kl. 06:00 og den 30. kl. 16:00 er det ikke muligt at køre ind på pladsen med biler.

Husk at meddele i tilmeldingssystemet, hvor mange og hvilke biler I har med på lejren.

Parkering og hunde

Spejdernes Lejr er en åben lejr, som alle kan besøge alle dagene kl. 8-22. På selve lejrpladsen er motorkøretøjer ikke tilladt, men ud mod Rute 8 er der et parkeringsareal med plads til 7000 biler. Her opkræves en P-afgift på 100 kr. pr. dag. Husk, der er gratis shuttlebus mellem byen og lejren. Det er ikke tilladt at medbringe hunde eller andre dyr på lejrpladsen. 

Hvis man bor i området, er det en fordel at gå eller cykle til lejren. Man kan fx gå langs havnefronten og ad den nye sti, der er anlagt fra Verdens Ende ved Alssundbroen og ind på lejrpladsens sceneområde. 

I egen bus

Giv lejren besked i tilmeldingssystemet. På selve ankomstdagen skal chaufføren følge skiltene for busser.

Husk at give os besked om, at I kommer i bus i tilmeldingssystemet.

Campingvogne

Alle campingvogne kommer til at holde samlet i underlejren Øen, og skal fortsætte af landevejen til første rundkørsel efter Alssund Broen (cirka 2,8 km). Her drejes til venstre, og der vil være skiltet ind til lejrpladsen.

Jobbere, der ankommer i campingvogn, kan tjekke ind i Øen ved ankomst.

Shuttlebus

Der kører en gratis shuttlebus mellem Sønderborg og lejren fra søndag 23. juli til lørdag 29. juli. 
Den kører fra busstationen ad Arnkilgade til lejren, og fra lejren ad Grundtvigs Allé, Alsgade og Ringridervej til busstationen. 

Første ture fra busstationen er kl. 6, 6.30, 7 og 7.30 og derefter hvert 10. minut indtil kl. 23, hvorefter den igen kører hver halve time med sidste tur kl. 01.30.  Ruten har nr. 2193, og køreplanen kan slås op på Sydtrafiks hjemmeside her.

Opladning af elbiler

Elbiler kan lades med Clever lader på Parkeringsområdet. Der er fem ladestandere placeret på P2.

Når du ankommer til lejren og rejser derfra igen, så er dette kort godt at kigge på.
Shuttlebussens rute mellem byen og lejren.
Her er hvad du skal være opmærksom på, når du kører rundt under lejren. Det er ikke muligt at køre igennem lejrpladsen mellem den 22. og 30. juli 2017.