Bliv dagsfrivillig på Spejdernes Lejr
Har du en enkelt dag ledig i din sommerferie? Så kan du nu blive en del af lejrens frivillige fællesskab som dagsfrivillig. Vi værdsætter alle bidrag. Hvad enten det er hjælp til uddeling af mad, trafikvagt eller noget helt tredje så er du med til at gøre en forskel.
Det koster ikke noget at melde sig som dagsfrivillig til Spejdernes Lejr, men du skal gøre det i god tid inden lejren, så vi kan indhente din børneattest og tage højde for din hjælp i vores planlægning af vagterne, så vi får den mest mulige effekt af dit bidrag.
Bliv dagsfrivillig
Tag et kig i vores jobbank og se, om der er noget for dig. Når du har fundet det rettet job, så skriv ’dagsfrivillig’ i kommentarfeltet samt hvilken dag, du kan være det. Så kontakter en af vores dygtige frivillige dig.
Du kan læse mere om vores frivillige fællesskab på lejren her
Hvilke vagter er der til dagsfrivillige?
I udgangspunktet kan de fleste opgaver i vores jobbank søges som dagsfrivillig. Dog giver det mest mening at søge jobs, der ikke kræver et stort forudgående kendskab til vores organisering eller indsatser. Det kan eksempelvis være at hjælpe med ved en aktivitet, med uddeling af mad til spejderne eller de andre frivillige, en trafikvagt på ankomst- eller afrejsedagen eller noget helt andet. Tag et kig i jobbanken og se, om der er noget som du får lyst til.




Hvordan søger jeg et job som dagsfrivillig?
Da vi indhenter børneattester på alle vores frivillige er det vigtigt, at du søger et job via jobbanken, da vi her har sat en semi-automatisk proces op for indhentelse af din børneattest. Når du har fundet en tjans i vores jobbank, så skal du i kommentarfeltet skrive, at du søger det som dagsfrivillig og hvilken dag, det er du er interesseret i at være på lejren. Så vil en af vores dygtige frivillige tage fat i dig og aftale nærmere.
Skal jeg betale for at være dagsfrivillig?
Nej, du skal ikke betale noget, når du gerne vil give en hjælpende hånd på lejren en enkelt dag. Dog er maden ikke inkluderet. Derfor skal du selv tage madpakke med, og alternativt kan du tilkøbe en madbillet og få den samme mad som de andre frivillige i en af kantinerne (hvor du også må spise din madpakke).
Du kan tage bussen til lejren
Der er mulighed for at tage bussen til lejren, da vi har fået planlagt nogle busruter til og fra lejren. Dette kan være en god idé, da de kører tættere på lejren end placeringen af parkeringsområdet (hvor du skal betale for parkeringen).
- Fra Roskilde station kører de ti lejren hver 15. minut i tidsrummet 9-18 og hver halve time fra 18-22.
- Og fra Høje-Taastrup station kører de via City 2 hver time i tidsrummet 8-22.
Stoppestederne er markeret med skilte, og det koster almindelig rutetakst at tage med busserne.
Du kan også være frivillig på for- og efterlejr
I perioden op til lejren (4. til 18. juli) og efter lejren (26. juli til 2. august) har vi også brug for hjælp til at opbygge og nedbryde lejren. Det er også gratis at være frivillig på for- og efterlejr, og det kan du læse mere om her




