Frivillige syersker redder spejdernes dag og bagdel

Hver dag under lejren har Repair-teamet ydet tiltrængt sy-førstehjælp til alt fra revnede bukser, ødelagte telte og slidte uniformer. Tilbuddet er eftertragtet, og de seks damers håndarbejde skaber stor glæde på lejren. 


Anna fra Holland leger fangelegen British Bulldog. Hun er den sidste tilbage på banen, og som det ofte er tilfældet ved denne specielle fangeleg, går deltagerne ekstra hårdt til den. Målet for fangerne er at løfte Anna op fra jorden. De får godt fat i hende – tror de.  

Pludselig lyder en flænsende lyd. En fanger har fået fat i forlommen på Annas hættetrøje, og nu er lommen væk. Til Annas store sorg, for hun er glad for sin hættetrøje. 

Al tristheden er imidlertid væk, da vi møder Anna inde i Spejder Sports telt, hvor Lotte og hendes sy-team slår deres folder i reparationsboden Repair. 

”Ej, ej, ej! Hvor har du lavet det godt. Man kan slet ikke se, at den var helt ødelagt,” udbryder Anna, mens hun imponeret vender og drejer den reddede trøje i hænderne og sender store smil i Lottes retning. 

På Spejdernes Lejr 2026 har Spejder Sport indrettet en systue, hvor spejderne – kvit og frit – kan få repareret deres tøj. Hen over reparationen tilbyder systuen at påsy mærket: ‘Worn By Scouts’, for sandheden er, at spejdertøjet bliver slidt og skadet, men det kan repareres, og det er cool. Foto: Pernille Bille Tvedt

Når uniformen dør, går jeg på pension 

Og det er præcist det, man skal betale for Lotte og hendes teams arbejde: smil og glæde. Det er nemlig gratis at komme og få syhjælp hos teamet, der består af fem lejrfrivillige og én ansat hos Spejder Sport. 

”Det er en fed glæde at opleve,” siger Lotte, mens hun lapper en solbleget og hullet DDS-uniform med strimler fra et par gamle blå Fjällräven-bukser. 

”Vi har fået mange uniformer ind, som har været tætte på at være slidt helt op. Lommerne er for eksempel ødelagt, ærmerne trevler, eller uniformen skal udvides for at indramme en tykkere ledermave,” siger Lotte. 

Hun fortæller, at flere ledere har sagt til Repair-teamet, at de går på pension, når deres uniform ikke kan mere. 

”Men så kommer vi ind i billedet, og efter vores arbejde kan uniformerne måske holde fem år mere. Så vi har fået lederne til at love, at de jo så må blive som ledere nogle år endnu,” siger Lotte med et grin. 

På Spejdernes Lejr 2026 har Spejder Sport indrettet en systue, hvor spejderne – kvit og frit – kan få repareret deres tøj. Hen over reparationen tilbyder systuen at påsy mærket: ‘Worn By Scouts’, for sandheden er, at spejdertøjet bliver slidt og skadet, men det kan repareres, og det er cool. Foto: Pernille Bille Tvedt

De dygtige damer er populære 

Imens Lotte fortæller, dukker den ene håbefulde spejder op efter den anden hos Repair. Nogle har for eksempel revnet deres bukser, nogle vil gerne have lagt deres uniform op, og nogle skal have reddet en lynlås. Man kan roligt sige, at de dygtige damer i Repair har travlt. 

Men faktisk er Repair-boden ikke en ny idé. Den var også med på Spejdernes Lejr 2022 – men i en meget mindre skala. Lotte var en af de tre syersker, der var med på sidste lejr. 

”Ideen opstod lige før sidste lejr. Men vi har meget mere travlt end sidst. Det har virkeligt overrasket os, hvor populære vi er,” siger Lotte.  

Hun vurderer, at det skyldes, at Repair er meget mere synlige denne gang på grund af deres placering midt i Spejder Sports telt. 

Konceptet får da også rosende ord med på vejen af kunderne: 

”Jeg synes, vi skal reparere i stedet for hele tiden at købe nyt. Derfor er det her tilbud jo helt fantastisk. Det er også virkeligt dejligt, det er gratis for fattige studerende som os,” siger Anna fra Holland og gestikulerer hen til hendes spejderven. 

Ved siden af Lottes arbejdsbord står Mathias på 14 år og Rasmus på 16 år fra Sct. Clemens Gruppe i Randers. De roser begge Repair. Mathias er kommet ind med en uniform med en ødelagt lynlåslomme. 

”Det ville være så træls, hvis man skulle til at have ny uniform. Alle de mærker, man skulle have af den gamle uniform og på den nye. Det ville tage så lang tid,” siger Mathias, og Rasmus giver ham ret. 

På Spejdernes Lejr 2026 har Spejder Sport indrettet en systue, hvor spejderne – kvit og frit – kan få repareret deres tøj. KFUM-spejderen til venstre har fået repareret lynlåsen i sin uniform, og han var glad! Foto: Pernille Bille Tvedt

Revnede bukser og teltnederdele 

Der er da også flere gange, at de dygtige damers håndarbejde har været ekstra tiltrængt. Den mest udbredte skade, Lotte og hendes team har set, vurderer hun, er Fjällräven-bukser, der er revnede i skridtet. 

Et eksempel herpå var fredag ved frokosttid, da en ung spejder mødte op med et stykke gult telt viklet rundt om sig som en midlertidig nederdel. Hun havde danset folkedans, og bukserne var sprækkede. Hun kom derfor forrest i køen, og kunne snart gå derfra uden at skulle gå med teltnederdel. 

Repair-teamet har også set flere telte, der havde brug for førstehjælp. Men her har teamet en vigtig regel. Teltet skal ankomme med to ledere, så lederne kan hjælpe med at manøvrere de store stykker stof rundt, mens syersken får lappet teltet sammen. 

”Det er jo også blevet enormt populært at give ting nyt liv. Her tager vi alt ind, så længe det er lavet af stof – og vi har tid. Noget kan vi lave permanente løsninger på, andet må vi nøjes med lappeløsninger, der bare kan holde lejren ud,” siger Lotte. 

Hvad med næste lejr? 

Men hvad så, hvis man står til næste Spejdernes Lejr, og bagdelen hænger udenfor bukserne, det regner ind gennem teltet, eller uniformen er ved at smuldre mellem hænderne? 

Der kan Lotte heldigvis berolige: 

”Det har simpelthen været en stor succes. Vi kommer til at gøre det igen, og nok ud fra lignende model som i år,” siger Lotte. 

På Spejdernes Lejr 2026 har Spejder Sport indrettet en systue, hvor spejderne – kvit og frit – kan få repareret deres tøj. Hen over reparationen tilbyder systuen at påsy mærket: ‘Worn By Scouts’, for sandheden er, at spejdertøjet bliver slidt og skadet, men det kan repareres, og det er cool. Foto: Pernille Bille Tvedt
Seneste nyheder
  • 30.000 spejdere er ankommet til Spejdernes Lejr
    30.000 spejdere er ankommet til Spejdernes Lejr
  • Forskellige trosretninger er repræsenteret på Spejdernes Lejr: Mød fem stemmer her
    Forskellige trosretninger er repræsenteret på Spejdernes Lejr: Mød fem stemmer her
  • Forventningens glæde er stor: Med bus og trillebøre er 30.000 spejdere nu ankommet til Hedeland
    Forventningens glæde er stor: Med bus og trillebøre er 30.000 spejdere nu ankommet til Hedeland