Aktiviteter på
Spejdernes Lejr 2026

Er du klar til en hel uge fyldt med nysgerrighed, fællesskab og nye perspektiver? På Spejdernes Lejr 2026 kan du udforske et væld af sjove aktiviteter.
Spejdernes Lejr 2026 byder på et væld af sjove og udfordrende aktiviteter, både i selve lejrområdet og ude i værtskommunerne.
Alle aktiviteterne tager afsæt i lejrens tema “Alle ind i fællesskabet” og er målrettet spejdere i alle aldre samt gæster, der ønsker at teste deres spejderfærdigheder eller lade sig inspirere.
Her er der plads til at udforske, lære og vokse – uanset om du er erfaren spejder eller helt ny i fællesskabet.
Aktivitetstilmelding
Ønskerunden er nu slut. 24. maj åbner aktivitetstilmeldingen igen, hvor man, efter først til mølle princippet, kan tilmelde sig de aktiviteter, som ikke er fordelt i ønskerunden – Gå til siden om aktivitetstilmelding
Ugeprogram for Spejdernes Lejr 2026
| Lørdag | Søndag | Mandag | Tirsdag | Onsdag | Torsdag | Fredag | Lørdag | Søndag | |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Ankomstdag | Lejretablering | Underlejrdag Havet | Underlejrdag Skoven Borgmesterdag International dag (Byen) | Spejdermødet | Underlejrdag Byen International dag (Resten) | Underlejrdag Landet | Lejrnedbrydning | Afrejsedag | |
| Formiddag | Ankomst | Aktiviteter | Morgenfest Aktiviteter Underlejrdag | Morgenfest Aktiviteter Borgmesterdag | Morgenfest Aktiviteter Spejdermødet | Morgenfest Aktiviteter | Morgenfest Aktiviteter | Børnefest Flimmer 5 kamp Aktiviteter | Lejrnedbrydning Afrejse |
| Gudstjeneste | |||||||||
| Eftermiddag | Lejretablering | Aktiviteter | Aktiviteter Underlejrdag | Aktiviteter Underlejrdag Borgmesterdag International dag (Byen) | Aktiviteter Spejdermødet | Aktiviteter Underlejrdag International dag (resten) | Aktiviteter Underlejrdag | Lejrnedbrydning | Afrejse |
| Vandring til Lejrbål | Fælles picnic | ||||||||
| Aften | Lejretablering | Lejrbål | Aktiviteter Megaevent | Aktiviteter Fri-rum | Aktiviteter Tænketimen | Internationalt lejrbål | Lejrbål |
Ugeprogram for Spejdernes Lejr 2026, startende lørdag den 18. juli og frem til søndag den 26. juli.
Dagsprogram
6.30: Proviantudlevering åbner
7.00 – 9.00: Morgenmad
9.00 – 12.00: Aktivitetsperiode
12.00 – 13.00: Frokost
13.00 – 16.00: Aktivitetsperiode
16.00 – 20.00: Aftensmad
19.00: Proviantudlevering lukker
20.00 – 22.00: Aktivitetsperiode
23.00: Ro i lejren
Tiderne i dagsprogrammet er vejledende. Man skal derfor altid sørge for at tjekke især aktivitetstider og transporttid til aktiviteter.
For aktivitetscenter vest og aktiviteter uden for lejren er der særlige forhold ift. frokost. Det samme gælder ift. aftensmad for overnatningsaktiviteter. Nærmere information herom følger.
Der tages forbehold for ændringer i dagsprogrammet.
Aktiviteter
Aktivitetskatalog og tilmelding til aktiviteter.
Aktivitetstilmeldingen åbner 11. april og er derefter åben i 3 uger, hvor man kan lave en ønskeliste. Det giver spejderlederne tid til at tale med deres spejdere om, hvad de godt kunne tænke sig på deres ønskeliste. Derefter lukker systemet i en kort periode igen, mens pladserne fordeles efter ønskelisterne. 24. maj åbner systemet igen og eventuelt tilbageværende pladser kan bookes. Ledige aktiviteter kan bookes under hele lejren.
Målet med denne metode er at sikre så fair fordeling af aktiviteter som muligt samt at give spejderlederne en mulighed for at inddrage spejderne, uden at alle de mest populære aktiviteter når at blive fuldt booket imens.
Link til aktivitetstilmelding og aktivitetskataloget findes øverst på siden.
Aktivitetscentre
Lejrens store aktivitetscentre er navngivet efter verdenshjørnerne.
På Aktivitetscenter Nord afvikles de obligatoriske underlejrdage for Skoven og Havet. Der er desuden placeret en scene, hvor der vil være shows for alle i løbet af ugen.
Aktivitetscenter Syd er placeret i Hedelands grusgrav, hvor de større, vildere og mere pladskrævende aktiviteter vil være placeret. Her kan man også besøge vartegnet fra Spejdernes Lejr 2022.
Aktivitetscenter Øst er placeret i forlængelse af Spejdertorvet. Her vil spejderne blandt andet blive klogere på internationalt spejderarbejde og åndelighed. Underlejrdagene for Landet og Byen vil være placeret her. Der vil også være en scene, med shows tilgængelige for alle deltagere.
Aktivitetscenter Vest er et stort og levende område, fyldt med lærerige og sjove aktiviteter, hvor spejderne nemt kan bruge en hel dag. Her kan spejderne også blive klogere på bæredygtighed. Her finder I også et madpakkeområde, hvor der vil være cafeer og food trucks samt mulighed for at få madpakkerne på køl og vandflaskerne fyldte.
Ved Flintesø er Spejdermødet placeret (mere information om dette findes i Informationspakke 2).
Store Scene findes ved foden af Hedelands skibakke, hvor der udover de to store lejrbål også vil blive afholdt andre af lejrens store events.
Uden for lejren findes også flere aktivitetsområder, blandt andet i Roskilde, Høje-Taastrup, Veddelev Havn, Roskilde Universitet og ved Fremtidens Spejderhytte i udkanten af Hedeland.
Busser til aktiviteter
Aktivitetsbusser fragter deltagerne til de aktivitetsområder, der er placeret uden for lejren. Der vil være afgang fra en central holdeplads ved Underlejr Havet. En busbillet med rute og tid medfølger automatisk, når man er tilmeldt en aktivitet, der foregår uden for lejren.
I Roskilde kan man for eksempel møde vikinger eller overnatte i domkirken. Fra Veddelev Havn vil spejderne kunne opleve at sejle på Roskilde Fjord. På Roskilde Universitet er blandt andet FabLab placeret. I Høje Taastrup kan spejderne blive klogere på bæredygtige fødevarer. I Fremtidens Spejderhytter er spejderlivet i fortid, nutid og fremtid i fokus.
Børnefest Flimmer 5-kamp
Mens lederne og de ældste spejdere så småt begynder at pakke lejrpladsen sammen, inviteres alle børn til en kæmpe omgang Flimmer 5-kamp på Spejderscenen sammen med Lakserytteren og vennerne fra Flimmer-universet: Malle Reimer, Mads Kolle, Jens Levring og Anna Brynald.
Glæd dig til en festlig formiddag fyldt med grin, skøre udfordringer, vilde konkurrencer og masser af spejderstemning. Tag uniformen på, find din bedste spejdermakker og vær med til din måske allerførste 5-kamp sammen med nogle af Danmarks sjoveste og se dine yndlings creators fra Flimmer i de fedeste spejder-udfordringer!
Rikke og Sille fra Morgenfesten holder styr på tropperne og sikrer at det bliver en fed 5-kamp!
Flimmer 5-kamp er primært for spejdere i alderen 8-12 år, men alle spejdere er velkomne – og man må selvfølgelig også gerne tage sin leder med. Det foregår på spejderscenen lørdag klokken 9.30.
Fremtidens spejderliv
udkanten af Hedeland, i skønne omgivelser, ligger en af de første ‘Fremtidens spejderhytter’ som er doneret af A.P. Møller Fonden til Spejdernes Lejr og Hedeland. Her kan spejdere opleve fremtidens spejderliv og få inspiration om fortiden, samtiden og fremtiden i et væld af spændene aktiviteter, fyldt med sjov, reflektion, workshops og de gode dialoger. Gennem arbejdet med fortid, samtid og fremtid opnår spejderne en forståelse af, hvordan nutidens spejderliv er formet af tidligere generationer og at de selv er aktive medskabere af fremtidens spejderliv.
I en tidsrejse starter spejderne med at blive ført tilbage til spejderbevægelsens begyndelse, hvor de skal udforske hvilke værdier den hviler på, og hvilke tanker der ligger bag ved spejdermetoden. Med tanke på samfundet i den tid udfordres spejderne til at arbejde med hvordan samfundsemner som trivsel, fællesskab, køn, ansvar og natur fungerede.
Herefter tages spejderne tilbage til nutiden, hvor de gennem praktiske øvelser skal forholde sig til, hvordan vi i dag arbejder på basis af fortiden, men at meget også har ændret sig. Herigennem opnås en bevidsthed omkring hvad de allerede kan og er gode til.
Inden turen går mod fremtiden, vil en oplægsholder (som skifter fra dag til dag) inspirere til at tænke over, hvordan samfundet ser ud i fremtiden, og dette bliver grundlaget for den sidste del af aktiviteten, hvor spejderne skal arbejde med, hvad de forestiller sig i forhold til fremtidens samfundsudfordringer, og hvordan spejderbevægelsen kan være en del af løsningen.
Spejderne kommer til at definere de første skridt, mod den fremtid de forestiller sig, baseret på konkrete handlinger. Spejderne får også mulighed for at arbejde med egne fremtidshåb, og disse bliver forankret fysisk i området, gennem en “tidskapsel” og andre synlige aftryk – som både giver stedet identitet, og fungerer som et varigt minde for deltagerne. Et minde der gerne skal huske deltagerne på deres rolle i at skabe forandring.
Samlet set styrker aktiviteten spejdernes tro på egen betydning, deres handlekraft og deres tilknytning til spejderbevægelsen – både nu og i fremtiden.
Fri-rum
Fri-Rum er en pause ved Store Scene, tirsdag aften, for alle ledere og frivillige over 16 år. Det er for dem, der sørger for, at der er mad på bordet i gruppen, at spejderne kommer i seng til tiden, og dem der holder lejren i gang som frivillige. Kort sagt er Fri-Rum for dem, der fortjener en pause: ledere, frivillige, gruppehjælpere, senior-/klanspejdere og alt derimellem.
Medbring et tæppe/liggeunderlag, din bedste ven og en kop kaffe, så sørger vi for grin, hygge og spejderfællesskab.
Frie aktiviteter
Hvad er ‘Frie aktiviteter’, og hvad kan I glæde jer til at opleve på dem?
Frie aktiviteter er alt det, der spontant kan opleves på lejren, lige når I har lyst til det – hvor I ikke behøver at være tilmeldt på forhånd. De Frie aktiviteter giver derfor frihed til at vælge lige det, I ønsker på et givent tidspunkt. Er humøret til høj energi, kreativitet, fordybelse eller noget helt andet, så findes der aktiviteter, der omfavner lige netop det.
Frie aktiviteter giver frihed til planlægning.
I kan hjemmefra planlægge hvilke Frie aktiviteter, som I ønsker at besøge. Hvis I f.eks. har en tilmeldingsaktivitet på Aktivitetscenter Vest eller i Roskilde by, kan I lave en plan for hvilke omkringlæggende Frie aktiviteter, I ønsker at besøge, når I alligevel skal på tur til det givne aktivitetsområde. I kan også blot gå rundt i områderne og se, hvad I bliver inspireret til at besøge i nuet.
Vær opmærksom på at Frie aktiviteter også kan være markeret med ‘Kom til tiden’ i aktivitetskataloget, hvilket betyder at I skal være der, når aktiviteten begynder for at kunne deltage.
Hvor er de frie aktiviteter
Der er Frie aktiviteter på Aktivitetscenter Øst, i Roskilde by og allerflest Frie aktiviteter er samlet på Aktivitetscenter Vest.
Vi anbefaler at afsætte en hel dag til en tur til Aktivitetscenter Vest. Her er så mange fede aktiviteter, at alle helt sikkert ender med at fylde dagen med sjove og lærerige aktiviteter.
I aktivitetskataloget kan I filtrere efter ‘Frie aktiviteter’ og ‘På lejren’ for at se alle de mange Frie aktiviteter, I kan lade jer friste af.
Kropt’s rekordarena, FutureTown – Jagten gennem Baden-Powells kryptiske puzzles og gåder – escapeløb, sang og body percussion med Økobandet, Find demokratiet og Science Piraters drop-in science telt. Dette er blot et meget lille udsnit af de mange forskellige Frie aktiviteter, der er at finde.
Når I bliver sultne, har vi på Aktivitetscenter Vest sørget for et helt område, hvor I kan spise madpakker eller besøge foodtruck, iskiosk og cafeer.
Lejrbålene
Lejrbålene er dem der binder lejren sammen i en flot sløjfe. Det er starten og slutningen, hvor alle lejrens deltagere mødes, først for at starte lejren sammen og til sidst for at tage god afsked med hinanden.
Åbningslejrbål
Åbningslejrbålet foregår søndag aften, når alle spejdere er velankommet til Hedeland. Det er her lejren åbnes med et ordentligt brag, hvor alle deltagere samles foran Store Scene og tænder lejrbålet.
Vi vil selvfølgelig synge lejrsangen og mærke suset over at være så mange spejdere samlet ét sted.
Lejrens tema ’Alle ind i fællesskabet’ er omdrejningspunktet for lejrbålet, så tag jeres spejderkammerater under armen og glæd jer til en hyggelig aften sammen med 30.000 andre spejdere fra nær og fjern.
Vi GLÆDER os til at se jer alle sammen til et brag af en åbning!
Afslutningslejrbålet
Afslutningslejrbålet afholdes lørdag aften, når lejrens tid er ved at rinde ud. Det er her vi siger på gensyn til alle vores nye og gamle spejdervenner. Vi begynder allerede om eftermiddagen med en kæmpestor fælles picnic på græsset, hvor alle lejrens deltagere er velkomne til at spise sammen.
Under lejrbålet ser vi tilbage på alle de gyldne oplevelser fra lejren, der gik – både de sjove, de vilde og de rørende øjeblikke.
Under temaet ‘Alle ind i fællesskabet’ vil vi lave en aften i fællesskabets ånd. Derfor er målet at skabe den stemning, man kender fra de mindste patruljeture, gruppeture, centersommerlejre og lignende, når man om aftenen mødes rundt om bålet, deler sjove anekdoter, fremvisninger og synger gode spejdersange i fællesskab. Derfor vil der heller ikke være en stor koncert, som man kender fra tidligere – men vi slutter stadig af med et stort brag.
Vi siger pænt farvel, og på gensyn til Spejdernes Lejr 2030!
MEGA-event
MEGA-eventet bliver et helt særligt øjeblik mandag aften, primært målrettet de 12–18-årige spejdere. Det er her spejderne viser hinanden, at fællesskabet blandt unge spejdere er stærkt, vildt og sejt. Det bliver et event, hvor spejderne selv sætter tonen, og hvor energien kommer direkte fra deltagerne.
Eventet bliver fyldt med grin, skøre øjeblikke og konkurrencer. Undervejs vil der være et fælles øjeblik for hele lejren, hvor alle er med til en stor samling. Men de unge står forrest og sætter tempoet.
Morgenfesten
Hver morgen kan man møde Rikke og Sille, der starter dagen sammen med hele lejren! Her vil de varme ben, arme, dance-moves og sangstemmerne op sammen med jer – med sjove konkurrencer og sprøde sange!
Vi får måske besøg af sjove gæster, skal synge sange alle kender, danse en lejrdans og quizze! Skal du være sikker på at få startet dagen godt? Så tag dine spejdervenner under armen og kom med til en halv times morgenfest sammen med nabogruppen og få startet dagen med et brag!
Det foregår søndag (d. 19) klokken 9.30 og mandag til fredag klokken 8.30 på spejderscenen!
Refleksion og Åndelighed
Lejrgudstjeneste
Den store lejrgudstjeneste foregår søndag den 19. juli kl. 13.
Samling
Her mødes lejren på kryds og tværs, finder ro og mærker at alle hører sammen og til. Målet med Samling er at skabe et åbent, tværkorpsligt rum, hvor alle kan være med, og vi sammen kan finde ud af, hvad Samling betyder for den enkelte og vores fællesskab.
Ro, refleksion, tro, mødet med mennesker og salmen er forskellige udtryk for det samme: Vi gør plads til hinanden, møder hinanden åbent og giver os tid til både at mærke og dele de tanker, der gør os til stærkere spejdere og mennesker.
Samlingsområdet på Aktivitetscenter Øst bliver hjertet for eftertanke, fordybelse og de øjeblikke, hvor man kan mærke spejderånden helt ind i maven. Her arbejder vi med det, der binder os sammen, gennem det fællesskab vi alle er en del af, uanset tørklædefarve, tro eller baggrund. I Samlingsområdet finder du bl.a.:
Samlingspunktet, som er placeret midt i samlingsområdet, er et stort telt fyldt med ro, nærvær og plads til de store og små samtaler. Det er et frirum, der inviterer til fordybelse og ro, hvor spejderånden folder sig ud i nye former. Her kan spejderne tage en pause. Der vil også undervejs være inspirerende oplæg og små talks.
Tænketimen
Tænketimen er planlagt onsdag kl. 19.30 til 21.30 . Her træder hele lejren ud af aktivitetsræset og giver plads til at reflektere, tale sammen og dyrke åndeligheden.
Tænketimen er en rolig-aften-aktivitetsperiode, som en slags kulturnat i første gear på lejren. Under Tænketimen kan man opleve forskellige aktiviteter og events med fokus på at komme ned i tempo og finde ro, så eftertænksomhed og refleksion kan opstå. Et lille åndehul midt på lejren, hvor de første dages indtryk kan trænge ind, og der kan gøres plads til flere indtryk på resten af lejren.
En del af de aktiviteter, som er tilgængelige i de øvrige aktivitetsperioder, vil være med i et format tilpasset Tænketimen, så de foregår i et lavere tempo og med fokus på refleksion og eftertanke. Derudover vil der være aktiviteter planlagt eksklusivt til Tænketimen, som slet ikke kan opleves på andre tidspunkter. Et nærmere program og katalog for Tænketimen følger tættere på lejren.
Aktiviteterne vil primært være i øjenhøjde med aldersgrupper fra 8-17 år, men også for voksne og børn under 8 år. Børn under 8 år anbefales at følges med en voksen.
Tid til refleksion. I Tænketimen får deltagerne mulighed for at tænke over sine egne værdier, vaner og generel måde at være i livet på. Aktiviteterne spiller ind i dette, så man går fra Tænketimen med stof til eftertanke.
Plads til at tale sammen. På SL26 kommer mange forskellige kulturer og traditioner, hvorfor det er et oplagt sted til at reflektere over eget ståsted. Et hovedfokus for Tænketimen er derfor at give plads til, at forskelligheder mødes, så man kan blive klogere på sig selv og hinanden. I nogle aktiviteter er det således dialogen, der er i centrum.
Mulighed for at dyrke åndeligheden. Hvad end man har troen med sig i tasken, har efterladt den derhjemme eller slet ingen har, giver Tænketimen plads til åndeligheden, så den kan diskuteres, udforskes og eventuelt udvikles. Om ikke andet kan det være spændende at lære om andres forhold til åndelighed.
Samlingsområdet
Kirken
Her er målet, at spejderne møder kristendommens fortællinger og værdier på forskellige måder, nogle gange i stilhed, andre gange gennem leg, kreativitet, fællessang og hygge. Spejderne kan glæde sig til en god blanding af frie- og tilmeldingsaktiviteter, som kirkens eget escape room med gamle profetier, stjernekort og mystiske spor. Der vil også være pop-up aktiviteter, beatbox-gudstjeneste, taizé, morgenandagter, aftennadver og meget mere. Der er aktiviteter og oplevelser for alle aldre.
Moskéen
Semerkand-spejderne er værter for lejrens moské, hvor alle er velkomne til at kigge forbi, stille spørgsmål, deltage i bøn eller blot være nysgerrige. Her er både daglige bønner og fredagsbøn.
Hedensk telt
På Samlingsområdet finder du et hedensk telt til åndelig fordybelse, bl.a. med et alter med nordiske guder. Her kan du møde en asatro gode (svarende til en præst) og deltage i en blót-ceremoni.
Shamanens jurt
I jurten kan du få en snak med en shaman og deltage i aktiviteter, hvor du kan lære at tale med naturen, forbinde dig til forfædrene samt opleve runddansens magi.
International Hub
Ordet ”hub” betyder samlingspunkt. International Hub er samlingspunktet for alle de aktiviteter, der sætter fokus på det internationale spejderarbejde og spejderne som en global bevægelse.
Friendship Award Mærket
Friendship Award Mærket opnås ved, at spejderne i deres patruljer deltager på nogle aktiviteter og løser nogle opgaver. Alle opgaverne har det til fælles, at de fokuserer på at danne venskab og forståelse på tværs af kulturer og nationaliteter. Det kan tages under hele lejren og behøver ikke færdiggøres på en enkelt dag. Yderligere information følger senere.
International Café
I den internationale café kan spejderne møde nye venner og sammen smage på lækkerier fra nær og fjern.
International Dag
Torsdag er International Dag, hvor der vil være ekstra stort fokus på internationalt spejderarbejde. Der vil blive tilbudt en større international fællesaktivitet ude i hver underlejr. Underlejr Byen kan opleve den internationale fællesaktivitet om tirsdagen, da de er på underlejrdag om torsdagen.
Internationalt Lejrbål
International Dag afrundes torsdag aften med Internationalt Lejrbål, hvor den internationale spejderånd virkelig kan mærkes. Målgruppen er for tropsspejdere og op, men alle er velkomne, blot man er opmærksom på, at det foregår på engelsk.
Internationalt Telt og Internationalt Aktivitetscenter
er placeret på henholdsvis Spejdertorvet og Aktivitetscenter Øst. Her kan spejderne blive inspireret til at lære om mulighederne for at rejse ud og opleve verden med spejderygsækken på eller deltage i forskellige internationale aktiviteter. Der vil være mulighed for at søge inspiration og konkret viden om det er at bruge internationalt materiale hjemme i gruppen eller til at planlægge en tur ud i verden med gruppen eller klanen. Måske en spejder drømmer om at gøre en forskel organisatorisk i WAGGGS (World Association of Girl Guides and Girl Scouts) eller WOSM (World Organisation of the Scout Movement), så er der også information at hente til dette, eller måske opstår drømmen efter et besøg i International Hub.
5 store nedslag
De store lejrbål
Lejrbålene er dem der binder lejren sammen i en flot sløjfe. Det er starten og slutningen, hvor alle lejrens deltagere mødes, først for at starte lejren sammen og til sidst for at tage god afsked med hinanden.
Underlejrdagen
En hel dag dedikeret til fællesskab og samarbejde i underlejrene under temaet Fælles lejrliv. Aktiviteterne er tilpasset aldersgrupperne og bygger på kreativitet, teamwork og refleksion. Hele dagen foregår ved den enkelte underlejr, hvor spejderne skaber en unik og lokalt forankret oplevelse.
Spejdermødet
Midt på ugen sætter vi fokus på demokrati, samfund og fællesskab. Spejdere kan deltage i aktiviteter, lege og debattere om demokrati, bæredygtighed og fremtidens udfordringer. Spejdermødet er et stort fælles event, hvor vi hylder demokratiet, frivilligheden og den positive forandring, vi kan skabe sammen.
Tænketimen
En dedikeret tid onsdag, hvor alle gearer ned og reflekterer over lejrens tema samt egne oplevelser. Denne stund giver plads til eftertanke og styrker forståelsen for det, vi oplever under lejren.
Læs mere om Tænketimen længere oppe på denne side, under: Refleksion og åndelighed.
Tænketimen: Onsdag kl. 19.30 til 21.30
MEGA-event bliver et brag af et event for unge spejdere
MEGA-eventet bliver et helt særligt øjeblik for os 12–18-årige spejdere. Det er her, vi viser, at fællesskabet blandt unge spejdere er stærkere, vildere og meget sejere end det, andre kan mønstre. Vi skaber stemningen, vi løfter hinanden, og vi gør det på vores helt egen måde.
Det bliver et event, hvor vi selv sætter tonen, og hvor energien kommer direkte fra os.
Eventet bliver fyldt med grin, skøre øjeblikke og konkurrencer, hvor vi giver den alt, hvad vi har. Det er et event kun for os unge.
Der bliver også et fælles øjeblik for hele lejren, hvor alle er med til en stor samling. Men vi unge står selvfølgelig forrest og sætter tempoet.
Tidspunkt: Mandag kl. 20-22

Veddelev Havn
Vi samarbejder blandt andet med Veddelev Havn om at afholde søspejd-aktiviteter med omkring 40 joller. Her kan man eksempelvis prøve aktiviteten ‘Fællesskab til søs’, hvor man sejler i vikingernes kølvand eller opleve Skjoldungernes land fra søsiden.
Derudover kommer flere spejdergrupper sejlende til lejren, og de vil ligge til i Veddelev Havn.
