250 lejrfrivillige samlet til planlægningsweekend
Der er fuld fart på planlægningen af Spejdernes Lejr 2026. I weekenden var 250 lejrfrivillige samlet på Vindinge Skole ved Roskilde for at planlægge, koordinere og blive inspireret.
I weekenden var 250 lejrfrivillige samlet på Vindinge Skole ved Roskilde for at koordinere og planlægge Spejdernes Lejr 2026. For en stund stod der bæredygtighed, frivillighed og logistik på skoleskemaet, mens der fra alle hjørner af skolen var en summen af snakke.
Fredag aften indledte den ene forperson for Foreningen Spejderne, Tobias Simonsen, weekenden med en mental rejse til en sommeraften på lejren. Med bålrøg i lukkede øjne og dugvåde sko fra den mentale vandring mindede Tobias Simonsen alle om, at vi er i gang med at sætte retning for minderne hos den næste generation af spejdere.
– Det skal vi huske, når det hele bliver bøvlet. Husk, den sommeraften på Spejdernes Lejr 2026, sagde han.
Møder, milepæle og merchandise
Weekendens program bød på rig mulighed for at koordinere på tværs af udvalg og områder. Med mindre end 300 dage til lejren er der nu sat skub på koordineringen og indsatserne på tværs af lejrorganisationen.
For at lette koordineringen var der lørdag afsat timer til, at alle områder gennemgik lejrens fælles milepælsplan og justerede egne milepæle. Dermed tager Spejdernes Lejr et stort skridt mod en mere struktureret planlægningsproces, ligesom den nedskrevet milepælsplan også kan blive en drejebog for kommende lejre.
I løbet af dagen havde området Frivillige og HR sørget for, at alle lejrfrivillige kunne trykke deres eget lejrmerchandise på tøj. Ligeledes havde området Kommunikation og Interessevaretagelse taget et udvalg af pins, plakater, kuglepenne og tatoveringer med til alle.
Bliv en del af fællesskabet
Weekenden var ikke kun koordinering og møder. I bedste spejderånd var der også tid til at lege. Lørdag var der arrangeret aktivitet med rig mulighed for at lære hinanden bedre at kende på tværs af områder og udvalg, mens man besøgte poster med temaet agurk. For de aktivitetshungrende var der mulighed for quiz om aftenen.
Søndag sluttede weekenden med fælles oprydning på skolen og frokost to go. Mætte af weekendens lækre mad, trætte ovenpå mange møder, men mest af alt fyldt op med ny energi til at fortsætte arbejdet med at planlægge spejderlejr i sommeren 2026 for 30.000 deltagere.
Næste planlægningsweekend ligger i weekenden 13. til 15. marts 2026. Hvis du vil med, kan du finde et frivilligjob i lejrens jobbank. Besøg lejrens jobbank her.
