Forskellige trosretninger er repræsenteret på Spejdernes Lejr: Mød fem stemmer her

VOXPOP: På Spejdernes Lejr er mangfoldigheden af trosretninger stor – nogle gange synlig, andre gange mere usynlig. På lejren findes blandt andet en kirke, en moské og et telt med en shaman. Men hvilken betydning har troen egentlig for deltagerne? Vi har talt med spejdere fra forskellige religioner for at høre, hvad det betyder for dem at kunne tage deres tro med på lejr. 


Sofie, 18 år, kristen KFUM-Spejder, Roskilde: 

Foto: Mary Vej Foss

Hvordan har du taget din tro med på lejren? 

Jeg tager min tro med gennem det, at jeg er KFUM-spejder (et kristent spejderkorps). Vi har bordvers ved hvert måltid, og derudover holder vi andagter, som er en slags gudstjeneste. Andagterne giver mig mulighed for at reflektere og finde ro. På lejren føler jeg mig mindre anderledes end i folkeskolen, hvor mange så ned på min tro og havde svært ved at finde mening i den. Hos spejderne er jeg accepteret, og der er plads til alle.” 

Yunus, 17 år, muslimsk Semerkand Spejder, Herlev: 

Tv. ses imam Muhamed og th. ses 17-årige Yunus. Foto: Lars Kristian Hansen

Hvad betyder tro for dig? 

Min tro er en livsstil. Koranen giver retningslinjer for, hvordan man skal leve, og jeg beder fem gange om dagen. Det kræver nogle gange lidt ekstra planlægning, men det går fint – det betyder meget for mig at kunne vise min respekt for Allah.” 

Imamen Muhamed er en vigtig person i hans tro. Hos Semerkand Spejder i Herlev er tro og spejderliv tæt forbundet.

Janne, 53 år, naturreligiøs shaman, Randers: 

Her ses Janne i gang med at kurere en ung spejder for hovedpine. Foto: Lars Kristian Hansen

Hvad betyder det for dig at kunne tage din tro med på Spejdernes Lejr? 

Det betyder, at jeg kan vise min tro frem. For eksempel besøgte en gruppe spejdere mig i min hytte, hvor jeg viste dem, hvordan man kan kanalisere sin dårlige energi over i en figur lavet af strå – meget rammende kaldet en stråmand. Jeg udfører også healing på folk, der har noget, de gerne vil af med.” 

Janne er shaman – en åndelig specialist, der fungerer som mellemled mellem menneskenes verden og åndeverdenen i en tro, hvor alting har ånd. 

Tanishq, 24 år, hinduistisk spejder fra Nepal: 

Foto: Mary Vej Foss

Hvordan er det at møde andre religioner? 

Religion er en øvelse, som vi har overleveret fra generation til generation. Den lærer os om vores rødder og traditioner, så man i sidste ende kan blive en bedre person.” 

Tanishq kommer fra Nepal og deler religion med sin ven fra hjemlandet. Han nyder mangfoldigheden af religioner på Spejdernes Lejr. Selv er Tanishq hinduist, og for ham går religion og selvudvikling hånd i hånd. Han fortæller, at man i hinduismen arbejder på at blive et bedre menneske gennem meditation, yoga og gode handlinger. Målet er at lære sit sande selv at kende og til sidst opnå befrielse (moksha). 

Sofie, 18 år, ateistisk DDS’er, Brønderslev: 

Foto: Mary Vej Foss

Hvordan har det været at være med på en lejr uden selv at være religiøs? 

Det har været lidt mærkeligt at møde andre med bordvers og traditioner. På den anden side har det også været spændende at se folk dyrke deres religion. Jeg kan godt se meningen med det fællesskab, en religion kan give – det er bare ikke mig. Jeg har fundet fællesskab på andre måder, og jeg tror, at mange andre unge her på lejren har det ligesom mig.”

Seneste nyheder
  • Vision for Spejdernes Lejr 2026
    Vision for Spejdernes Lejr 2026
  • Budget og deltagerpris for Spejdernes Lejr 2026 er nu på plads 
    Budget og deltagerpris for Spejdernes Lejr 2026 er nu på plads 
  • Knap 200 frivillige mødtes til første planlægningsweekend
    Knap 200 frivillige mødtes til første planlægningsweekend