Fra knob og lejrbål til borgmesterkontoret

På Spejdernes Lejr genser Marianne ikke mindre end tre generationer af ledere fra sin gamle spejdergruppe, Resenborg, fra Struer-området – tre ledere, der på skift stod i spidsen for hende gennem årene som spejder. Hun har valgt at bruge et par dage af sin sommerferie på at overnatte og lave spejderaktiviteter sammen med gruppen.

Marianne startede som spejder som 10-årig efter Sønderborglejren i 1996. Hun var spejder i ti år og derefter hjælpeleder og leder i fem

Ansvar, ledelse og guldmedalje

Marianne fortæller, hvordan spejderlivet – og især det at lede en patrulje – tidligt lærte hende at tage ansvar, at lede jævnaldrende og at løse problemer med få ressourcer.

Hun mindes, hvordan hendes patrulje trænede op til landspatruljekonkurrencen, LPK – i dag kendt som “DM i spejder” – så vidt hun husker i 1998. De trænede som gale på de klassiske discipliner, og det virkede helt uopnåeligt at gå videre fra kvalifikationsrunden. Men de klarede det – og vandt endda guldet.

På spørgsmålet om, hvem der var patruljeleder, svarer hun med et skævt smil:

Hvem tror du?” Svaret er naturligvis, at det var Marianne. Hendes gamle leder John indskyder ivrigt og med et stort, kærligt smil: “Ja, hun var meget konkurrencemindet.”

Konkurrence og fællesskab går hånd i hånd

Interessant nok ser Marianne ikke konkurrence som en modsætning til det fællesskab, vi i spejderbevægelsen værdsætter så dybt. Hun fortæller, hvordan man i pressede situationer ser nogle “steppe op”, og hvordan sammenholdet bærer igennem:

Man kan ikke være rigtig uenige, når man har været gennemblødte, sultne og trætte sammen.”

Spejderbevægelsen giver ifølge Marianne en ramme, der gør det muligt at overvinde forskelle:

Det at give det tid sammen gør, at man lærer nogle facetter af andre, som man ikke ville have lært i det umiddelbare møde – og det er forskelligt, hvem der er ovenpå. Her giver det primitive en ramme, som bringer os ud af de vante roller.”

Den megen tid, man tilbringer sammen til spejderaktiviteter – for eksempel på Spejdernes Lejr – giver forskellige muligheder for at tage teten, også for nogen i gruppen, man ikke ville have forventet det af. Derudover giver spejderbevægelsens fælles værdier en fælles referenceramme for en gruppe, som ellers kan være meget forskellig.

Marianne fortæller om dengang, hun som 15-årig blev sat til at lede en gruppe, hvis medlemmer var meget forskellige fra hende selv. Det virkede umiddelbart krævende – men i bakspejlet var det den periode, hun lærte mest af.

Fra patruljeleder til borgmester

På spørgsmålet om, hvorvidt hun bruger denne viden og disse kompetencer i sin politiske karriere, svarer hun prompte:

Men det bruger jeg jo hele tiden.”

Hendes politiske liv handler nemlig på samme måde om at finde det fælles i det, man er uenige om – eller blot at acceptere, at man er forskellige.

Alt er, som det plejer

Det, der overrasker Marianne mest ved at vende tilbage til spejderlivet, er, at alt er, som det plejer: spisesituationerne, hyggen ved lejrbålet og det at gøre sig klar til natten har ikke forandret sig.

Hvor hun som ung satte mest pris på konkurrencerne og det festlige i spejderlivet, har hun i dag – som et travlt menneske – lært at værdsætte de langsomme aktiviteter mere:

Jeg kan mærke, at der er noget meget afstressende ved at træde ind i et miljø, hvor det er det helt basale, der er vigtigt – såsom at få lavet mad og vasket op.”