Lejrens ”bedste mærke” motiverer til venskaber

I det internationale telt starter udfordringen med at få et helt særligt mærke på Spejdernes Lejr: Et venskabsmærke. Ifølge spejderne, der arbejder på at tage mærket, er det en helt fantastisk opgave.


Inde i det internationale telt sidder forskellige spejdergrupper dybt koncentrerede om quizzer, nørkle- og snakkeopgaver i deres forsøg på at modtage det for mange grupper eftertragtede venskabs-spejdermærke med navnet ”Friendship Award”.

Men for grupperne er det ikke mærket i sig selv, der er det attraktive. Det er i stedet vejen til mærket, der betyder noget. Det fortæller de forskellige grupper, som lejrens journalist og fotograf møder onsdag eftermiddag ved det internationale telt.

Det er fedt at lære andre mennesker at kende – og temaet for lejren er jo netop at alle skal ind i fællesskabet. Det er netop det, der sker, når vi finder nye venner,” siger Frida på 13 år. Hun er DDS-spejder i Knud Rasmussen gruppen fra Hundested.

Frida fra Knud Rasmussen gruppen interviewer lejrens journalist ved hjælp af hendes slik-dispenser. Foto: Frederik Busk

Hendes spejderven fra samme gruppe tilføjer:

Det er spændende at høre om, hvordan det er i andre lande og andre grupper. Det er vel egentlig også derfor, man vælger at tage på en stor lejr: for at lære nye mennesker at kende og opleve nye ting,” siger Josephine på 13 år.

Dans og grin på tværs af landegrænser

Udenfor det internationale telt står en gruppe belgiske spejdere i en cirkel. Deres røde uniformer lyser op, mens de danser en koordineret dans og griner. Det tiltrækker andre spejdere, og før man får set sig om, har både en dansk DDS-gruppe og kort efter også en engelsk gruppe tilsluttet sig cirklen af dansende og leende spejdere.

En af de elleve opgaver (syv hvis man er under 10 år gammel) er at lave en aktivitet med en spejdergruppe af en anden nationalitet. Det er både den danske DDS-gruppe og den belgiske gruppe klar over. Men englænderne, der kommer fra Devon i det sydlige England, kender slet ikke noget til mærket. De sprang bare til, fordi de så, at der skete noget sjovt, fortæller de.

På billedet ses belgiske, danske og engelske spejdere i gang med en koordineret dans til sangen ”Freed from desire”. Ifølge de belgiske spejdere er koreografien opfundet af deres ledere. Foto: Frederik Busk

Som Aurora fra den belgiske dansende spejdergruppe formulerer det:

Venskabsmærket er simpelthen det bedste mærke på lejren. Det motiverer os til at møde nye mennesker, som du kan se her,” siger hun og gestikulerer ud over de stadig dansende spejdere, hvor der nu også er KFUM-spejdere og nogle nordmænd der er hoppet med.

Aurora er fra spejdergruppen Van Mosan, der kommer fra Boncelles i Belgien. Spejdernes Lejr 2026 er hendes første danske lejr, og ligeså er det for Louise, der kommer fra samme gruppe.

Vi er belgiere, og belgiere elsker at møde mennesker. Det har mange på lejren vist opdaget,” siger Louise med et grin og tilføjer, at de røde uniformer samtidig gør det nemt for andre spejdere at finde dem for at komme i snak med dem.

Havregrød og venskabsgrupper

Tilbage i teltet sidder DDS-gruppen Knud Rasmussen og brainstormer på, hvad udenlandske spejdere bør opleve på lejren.

Frida nævner flere gange, at havregrød skal de da opleve. Og hver gang understreger hun vigtigheden af, at der selvfølgelig skal kanelsukker ovenpå. Imens taler resten af gruppen om, at det måske også kunne være sjovt at lære et spejderråb eller en sangleg fra en anden spejdergruppe.

Vitus på 15 år, der også kommer fra Knud Rasmussen gruppen, har dog et mere langsigtet ønske i forhold til venskabsmærket:

Det gør det nemmere at møde internationale spejdere, når man skal løse de her opgaver. Jeg håber, vi kan bytte mærker, og måske kunne vi også være heldige at finde en venskabsgruppe,” siger han og spejdervennen Liva på 14 år tilføjer:

Det er også så spændende at møde alle de andre kulturer. Alle her på lejren er meget åbne. Det er virkeligt dejligt!”

En af opgaverne er at bygge en indgangsportal i miniature samt at tale om, hvad udenlandske spejdere bør opleve på Spejdernes Lejr. Foto: Fredrik Busk

Hvorvidt Knud Rasmussen gruppens spejdere får bespist udenlandske spejdere med havregrød (med kanelsukker), får byttet mærker eller får en venskabsgruppe melder denne historie ikke noget om. Spejderne har nemlig resten af lejren til at udføre opgaverne, der skal give dem venskabsmærket – og forhåbentlig også nogle nye venner.

Seneste nyheder
  • Gruppetilmeldingen til Spejdernes Lejr er åben 
    Gruppetilmeldingen til Spejdernes Lejr er åben 
  • Den forventede lejrpladsleje er klar
    Den forventede lejrpladsleje er klar
  • Informationspakke nr. 2 er klar
    Informationspakke nr. 2 er klar