Lejrsalmen – aldrig alene


Aldrig Alene – en salme om fællesskab under samme himmel

Under samme stjerneklare nat Følger vi en sti vi sammen har sat.”

Sådan begynder årets lejrsalme Aldrig Alene – skrevet og produceret af spejderbandet BP Spirits, med tekst og melodi af Kim Kaas-Claesson Baasch. Allerede i de første linjer mærker man retningen: Vi går ikke hver for sig. Vi går sammen.

Salmen er inspireret af fortællingen om Zakæus. En mand, som stod udenfor fællesskabet, indtil han blev set med nye øjne og fik en chance for at træde ind igen. Det er en fortælling om at blive mødt som menneske først. Om modet til at træde frem. Og om hvad der sker, når et fællesskab åbner sig.

I Aldrig Alene har vi valgt at lade budskabet fra fortællingen være udgangspunktet fremfor de religiøse formuleringer. Det kristne afsæt ligger som en stille understrøm, men ordene er åbne. De giver plads.

Fotograf: Maja Kongegaard Bramm

Plads til at du kan lægge din egen tro, dine egne værdier og dine egne erfaringer ind i sangen. Uanset om du finder mening i Gud, i naturen, i fællesskabet, i spejderloven eller i noget helt femte.

Når vi synger:

Vi er aldrig alene, aldrig for små Venner vi endnu ikke har nået at få”

er det både en hyldest til spejderånden og en påmindelse om, at fællesskabet rækker længere, end vi kan se. Det handler om mod. Om at turde gå ud på stien. Om at række hånden frem, også til dem vi endnu ikke kender.

Et smil er et sprog, det forstår vi alle.”

Den linje rammer noget universelt. Uanset korps, tradition eller trosretning kan vi spejle os i det. Salmen taler om venskab som et fælles bånd, om løfter vi holder, og om at finde glæde ”sekund for sekund”. Den beskriver ikke grænser, men retning.

Ingen grænser, ingen uden venner Venskabets flamme, den er vores følgesvend.”

Her kan man ane en dybere dimension, hvis man ønsker det. En flamme kan være tro. Den kan være håb. Den kan være spejderånden. Den kan være fællesskabets varme. Det er op til den enkelte at give den betydning.

Netop derfor kan salmen samle os på tværs af fem spejderkorps med forskellige traditioner og indstillinger til tro. Vi står ikke ens. Men vi står under den samme stjerneklare nat.


Aldrig Alene findes i to versioner: En lowbeat version til de stille øjeblikke, hvor ordene får lov at lande. En upbeat version til de energifyldte stunder, hvor stemmen får frit løb, og fællesskabet kan mærkes helt ud i fingerspidserne.

Salmen kan synges ved lejrbålet, i Samling, på vej gennem lejren eller når mørket falder på, og dagen har været lang. Den kan være refleksion. Den kan være fest. Den kan være det anker, man tager med sig hjem.


Aldrig Alene ligger nu på Spotify og Apple Music.

Seneste nyheder
  • Tænkedagen
    Tænkedagen
  • Lejrsangen er klar: “Nu summer alting af liv”
    Lejrsangen er klar: “Nu summer alting af liv”
  • Informationspakke 3 er ude.
    Informationspakke 3 er ude.