Pionik bygger ikke kun lejrens broer, hospital og affaldssystemer – de bygger sammenhold

Klokken er 20.45. Solen sender lange aftenstråler hen over lejrpladsen, men arbejdsdagen er langt fra slut. På en nybygget træbro står ni unge frivillige bøjet ned over et hønsenet, som de er i gang med at fæstne med klipsemaskiner på brodækket.

De er i fuld sving med at lægge sidste hånd på en overgang, der om få dage krydses af tusindvis af spejdere, når de bevæger sig det ene område til det andet. Der bliver grinet, drillet og udvekslet kommentarer på tværs af broen, mens arbejdet skrider frem. Ingen ser ud til at have travlt med at komme hjem.

“Det skal være et godt hold”

De ni er en del af Pionik – en gruppe på omkring 50-60 frivillige, der står for mange af de praktiske opgaver på Spejdernes Lejr. Hvor elektrikere trækker kabler, og VVS’ere lægger vandrør, tager Pionik sig af næsten alt det, der ligger imellem: broer, affaldsstativer, skilte, konstruktioner, hospital og alle de opgaver, ingen andre har ansvar for:

Vi samler alt det op, der ryger mellem stolene,”

siger Niels Baumann, der er formand for og en af initiativtagerne bag Pionik-udvalget.

De sidste tre uger har han set området ved Hedeland Naturpark forvandle sig fra bare græsmarker til Nordens største spejderlejr.

Selvom Niels står i spidsen som udvalgschef, er det vigtigt for ham at understrege, at det ikke er ham, vi skal koncentrere os om, men “de gode mennesker, der går derude og arbejder,” som han selv formulerer det.

For ham er det afgørende at have en gruppe, der arbejder sammen mod et fælles mål:

At se det hold, som vi har sat, levere rigtig godt og levere sammen. Det, synes jeg, er en fornøjelse,” siger han.

Det fedeste er en arbejdsdag på 12-18 timer

For aftenens ni friske brolæggere handler arbejdet med at bygge lejren om langt mere end bare at få det overstået.

Vi hygger os bare. Det er det generelle ved alle opgaverne,

siger 25-årige Niklas, der til daglig arbejder som snedker.

Man gør det jo, fordi man kan få lov til at være sammen med nogle af sine gode venner. Komme ud og lave noget, man synes er fedt, og bare komme ud og give den lidt gas,”

tilføjer 25-årige Philip, der er tømrer og bliver suppleret af den 24-årige tømrerven Lasse:

Og så er det bare fedt at arbejde 12-18 timer hver dag. Det mener jeg seriøst. Det ville ikke være fedt, hvis det var derhjemme, men her er det.”

Det er ikke en forudsætning, at man skal have håndværksmæssig baggrund, ligesom det heller ikke er, at man skal bruge de fleste af døgnets vågne timer i Pionik-udvalget. Alligevel er det sådan, det forholder sig for langt de fleste.

Der er mange af de her frivillige, der vil det så meget, så de næsten kan sidde i kø, og så kan man også godt sidde og ikke lave noget. Så det har været vigtigt at sige, at nu er det dem her, der er på arbejde, så det er dem, der får opgaven. Og så tvinge de
andre til at holde lidt fri,”

siger udvalgschef Niels Baumann.

Et helt særligt sammenhold

Og hvad er det så, der gør, at 50-60 mennesker i alle aldre bruger ferien på at bygge Nordens største spejderlejr?

Spørger man de ni aftenarbejdere på broen, er det det unikke sammenhold, der gør det hele værd.

Man lærer nye folk at kende på en fælles baggrund af at alle har lyst til at være her. Alle er her frivilligt. Der er ikke nogen, der går og surmuler over at være her. Så stemningen smitter også bare af på hinanden af, at det er fedt. Også lige at arbejde en time mere, fordi det har alle jo lyst til,” siger 18 årige Laurids.

Man har jo alle de dårlige opgaver, som man kommer igennem sammen. Det er også lidt et win for hele gruppen,” følger 17-årige Jacob op.

Sammen med Ask, Malthe, Mattias og Laurids er han med som frivillig i Pionik-gruppen for første, men nok ikke sidste gang, og det skyldes i høj grad de mange nye bekendtskaber, der har gjort oplevelsen som frivillig til noget helt særligt.

Vi er syv fra vores årgang på vores efterskole, der er kommet herover sammen. Vi var egentlig meldt som frivillige et andet sted, men vi valgte at skifte, så vi kunne lave noget lidt federe sammen. Man møder så mange forskellige mennesker. Der er mange, man aldrig nogensinde ville have mødt, hvis det ikke var i sådan et fællesskab her. Jeg kender i hvert fald ikke til andre fritidsaktiviteter, hvor man laver sådan noget her,”

siger 18-årige Ask, inden han sammen med nye og gamle venner igen vender øjnene mod brodækket og de mange klips, der venter på at blive sat fast.