Spejderliv på arktiske vilkår møder Spejdernes Lejr

Mød Nuummi Spejderit fra Nuuk – hvor vinteren er lang, kælkebakkerne vilde, og rafterne skal fragtes 3.000 km. Arktisk spejderliv på lejren!


Ikke mange spejdergrupper kan prale af at holde til i Arktis – men det kan Nuuks lokale spejdergruppe, Nuummi Spejderit. Grønland og Danmark har gennem generationer, på godt og ondt, haft en tæt relation, og lighederne er da også til at få øje på. Men placeringen i Arktis stiller nogle særlige krav til spejderlivet – og det bringer noget helt særligt med til Spejdernes Lejr. Vi har talt med dem om, hvordan det er at være spejder i Nuuk.

Her møder vi blandt andre Alexander på 13 år, som har gået til spejder i et par år. Ved siden af spejder går han til gymnastik, hvor han er hjælpetræner, og han spiller tilmed klaver. Det sjoveste ved spejder er at snitte, synes han, og sammen med en anden spejder fortæller han med stor entusiasme om oprykningen: Man skal kravle op ad et reb og ud af en cirkel bestående af ens gamle gren – og derefter bryde ind i en ny cirkel bestående af den nye gren. På spørgsmålet om, hvad der er det kedeligste ved spejder, svarer han med et stort, charmerende smil: “Det er, når de voksne snakker.” Så måske er spejderliv 3.000 kilometer fra Danmark alligevel ikke så forskelligt, når det kommer til stykket.

portræt af Alexander på 13 år, fra Nuummi Spejderit, Nuuk, Grønland. Foto Frederik Busk / Spejderens Lejer 2026

Her fortæller vores venner fra nord om spejderlivet i Nuuk, hvor aktiviteterne er noget skarpere opdelt i sommer og vinter, end vi kender det herhjemme.

Vinteraktiviteter

“Man kan ikke holde minierne ude i halvanden time, hvis der er 15 minusgrader. Og vinteren er både længere og hårdere end i Danmark,” fortæller Anne Mette, som er leder for “malemukkerne” – de 8-10-årige. Det sætter nogle andre rammer for, hvad man kan lave med især de mindste spejdere.

Derfor bruges der en del tid på de indendørs spejderaktiviteter, som vi også kender fra Danmark. Sjovt nok er de fleste af spejderne glade for at save og snitte, og de er ofte vant til at bruge kniv i forvejen, fordi jagt og fiskeri er meget udbredt i Grønland – både som erhverv og fritidsbeskæftigelse.

En meget populær aktivitet er at kælke, og bakkerne er vilde – spejderhytten ligger nemlig i en meget kuperet del af Nuuk. “Selv hvis de har kælket hele dagen, har de stadig lyst til at kælke, når de kommer til spejder.” Kort sagt: Kælkning er et hit, og der står ofte kælkemøde på programmet.

Sommeraktiviteter

Sommeren i Nuuk er meget kort – reelt kun omkring to måneder, typisk fra midten af juni til slutningen af august – og vejret er omskifteligt. Byen ligger tæt på vandet, hvilket betyder, at det både regner og blæser meget, og det arktiske vejr kan skifte hurtigt. Christian, der er tilflytter fra Danmark og var FDF’er i mange år, fortæller, at han aldrig før han kom til Nuuk havde oplevet en pinsetur, hvor der skulle bruges hue og vanter.

Vi taler også med Christian om, hvordan spejdernes deltagelse i flagoptoget på Grønlands nationaldag den 21. juni i 2026 måtte aflyses på grund af vejret. Det er ellers noget, både spejderne og grønlænderne går meget op i at markere: Nationaldagen er i Nuuk en stor fest, hvor spejderne gør noget særligt ud af fejringen – blandt andet ved at servere pølser, gå med i optoget og flage.

Christian; spejderleder

Særlige “råvarer”

De store afstande og den særlige beliggenhed giver også spejderlivet i Nuuk nogle helt andre “råvarer” at arbejde med. Fiskeriet giver adgang til torsk, og der er også mulighed for at bruge moskus og edderfugl i madlavningen – råvarer, som ikke ligefrem er hverdagskost for danske spejdere.

Byggematerialer må man også skaffe på anden vis. Spejderne bygger for eksempel huler af ting fra lossepladsen – og så er genbrugstanken for alvor sat i spil. Christian fortæller, at adgangen til rafter er vanskelig: De skal transporteres omkring 3.000 km, for der er kun få træer i Grønland. De findes i Sydøstgrønland, cirka 500 km væk i fugleflugt – men i praksis er afstanden langt større, da der ikke er veje mellem byerne.

Med de enorme afstande er det ikke mærkeligt, at visse ting er en del billigere i Danmark end i Grønland. Sodavand er for eksempel meget dyrt i Grønland, og derfor er det populært blandt de grønlandske spejdere på lejren. Flere af børnene har spurgt lederne, hvorfor der er tilbud på sodavand i lejrens supermarked – så der ryger nogle sodavand ned.

Forskellene er til at få øje på, men spejderånden er den samme. Nu glæder Nuummi Spejderit sig til at opleve Spejdernes Lejr – og til at dele en bid af det arktiske spejderliv med resten af os.

Seneste nyheder
  • Lejrsalmen – aldrig alene
    Lejrsalmen – aldrig alene
  • Tænkedagen
    Tænkedagen
  • Lejrsangen er klar: “Nu summer alting af liv”
    Lejrsangen er klar: “Nu summer alting af liv”