Bliv en del af fællesskabet
På Spejdernes Lejr er vi alle en del af lejren og bidrager til fællesskabet. Det betyder også, at frivillige betaler for deres deltagelse på lejren, da lejrens udgifter til eksempelvis frivilliges mad, transport og infrastruktur ellers skal dækkes af en øget deltagerpris.
Her på siden finder du alt relevant information omkring frivilligtilmeldingen til Spejdernes Lejr 2026.
Du kan læse mere om, hvad det betyder at være en del af vores frivillige fællesskab her
Hvordan kan jeg være frivillig og hvad koster det?
Frivillig på for- og efterlejr
Deltager du kun på forlejr eller efterlejr – og ikke under selve lejren – er det gratis at være frivillig. Du skal dog stadig registrere dig ved at søge som frivillig til for- og efterlejren.
Som frivillig på vores for- og efterlejr får du et unikt indblik i, hvad det vil sige at opbygge og nedbryde en lejr, der huser 30.000 deltagere. Det er gratis at deltage på for- og efterlejr, og vi sørger for maden. Det er ikke et krav, at du deltager under selve lejren for at deltage på for- og/eller efterlejr.
Dagsfrivillig (uden måltider og overnatning)
Hvis du hjælper nogle timer eller enkelte dage og ikke bor på lejren, kaldes du dagsfrivillig.
Har du lyst til at give en hånd med nogle få timer eller enkelte dage?
Det er gratis at tilmelde sig som dagsfrivillig, når du ikke ønsker at bo på lejren. Overnatning, måltider og parkering er derfor ikke inkluderet, når du tilmelder dig som dagsfrivillig.
Du skal dog stadig registrere dig ved at søge som frivillig.
Frivillig med måltider og overnatning – under 40 arbejdstimer
Hvis du bor og spiser på lejren og arbejder under 40 timer i alt, betaler du almindelig deltagerpris.
Husk at registrer dig ved at søge som frivillig
Frivillig med måltider og overnatning – over 40 arbejdstimer
Lejrorganisationen vil gerne anerkende de tusindvis af frivillige, som bidrager til at skabe lejren. Hvis du er min. 15 år og bruger mindst 40 timer før, under eller efter lejren som lejrfrivillig, får du reduceret deltagerprisen med 30%. Dermed koster det 1.730 kr. at være frivillig på Spejdernes Lejr 2026, hvis du er med i hele lejrugen. Denne pris inkluderer adgang til al infrastrukturen på lejren, tre måltider om dagen i kantinerne for de frivillige samt brug af fællestransporten til og fra lejren (ikke til aktiviteterne på lejren).
Arbejder du 40 timer eller mere før, under eller efter lejren, får du 30% rabat på deltagerprisen. Rabat kræver godkendelse fra din udvalgschef.
Prisen dækker:
– Tre daglige måltider i de frivilliges kantiner eller i din gruppe
– Fællestransport til og fra lejren (ikke til aktiviteter på lejren)
Hvis du kun er frivillig enkelte dage, kan du se de reducerede dagspriser i oversigten

Frivillig der også er med som deltager
Deltager du på lejren som leder eller spejder, men har nogle timer i overskud, hvor du mangler en aktivitet? Så har vi helt sikkert en opgave, vi kan bruge netop din hjælp til!
Kig forbi vores infocenter på lejren eller kontakt os via frivilligmailen: frivillig@sl2026.dk, så finder vi sammen en opgave, der passer til dig.
Sådan tilmelder du dig lejren som frivillig
1. Du søger et job i vores jobbank
For at blive lejrfrivillig skal du søge og få tildelt et job via vores jobbank, hvor vi har samlet alle de opgaver, som vi mangler hjælp til at løse – før, under og efter lejren.
Det kan være alt fra udvikling af indhold til sceneshows, koordinatorer, Excel-hajer, folk til at lave mad eller styre vores sociale medier.
Du skal være minimum 15 år for at blive frivillig på Spejderne Lejr, dog kan nogle job kræve du er over 18 år.
Vi indhenter en børneattest på dig også selvom du har en i din lokale spejdergruppe.
2. Du bliver budt velkommen af en frivilligansvarlig
Når du har søgt et job i vores jobbank, vil du blive budt velkommen af en fra det udvalg du har søgt i.
Hvis I bliver enige om, at jobbet passer præcis til dig, vil du modtage en velkomst mail, Velkommen som frivillig hos Spejdernes Lejr 2026, med et link til den endelige frivilligtilmelding.
3. Du tilmelder dig som frivillig til Spejdernes Lejr
Åben mailen: Velkommen som frivillig hos Spejdernes Lejr 2026 og KLIK på linket i mailen: Frivilligtilmelding til Spejdernes Lejr 2026.
Når du registrerer dig skal du bla. svare på:
- Hvilke dage du er frivillig på lejren (uanset om det er før, under eller efter lejren)
- Om du sover med din spejdergruppe
- Om du spiser med din spejdergruppe
- Om du har ønsker til hvilken underlejr du vil sove (uden spejdergruppe)
Hvis du oplever problemer med tilmeldingen, så kan du se vores videovejledning eller optagelse af webinaret fra d. 21. januar 2026.
Ofte stillede spørgsmål
Indhentes min børneattest, hvis jeg er frivillig?
Ja – Det er helt afgørende for os at kunne skabe et sikkert miljø for vores mange børn og unge som deltager på lejren. Derfor indhenter vi børneattester på alle frivillige. Det er også derfor du minimum skal være 15 år for at være frivillig på lejren.
Kan jeg bo med min gruppe?
Ja, som frivillig kan du vælge at bo med din gruppe på hovedlejren. I tilmeldingen kan du vælge gruppen, hvis den er tilmeldt lejren.
Jeg vil gerne have min gruppe til at betale for min deltagelse, men jeg kan ikke søge min gruppe frem?
Din gruppe skal først have oprettet en gruppetilmelding, før end at du kan vælge dem som betaler.
Hvornår bliver jeg faktureret?
Faktureringen sker samtidig for frivillige som for alm. deltagere. Det vil sige at første fakturarul kommer i marts måned.
Kan jeg blive frivillig – selvom jeg har et handicap?
Selvom du har et handicap, der skal tages hensyn til, kan du også blive frivillig på SL2026. Så skal du blot melde dig som frivillig LEJRHJÆLPER. Så hjælper vi dig, med at finde det bedste arbejdssted og de rigtige arbejdsopgaver til dig. På SL2026 ved man, at en lejrhjælper er en frivillig, hvor der skal tages særlige hensyn. Klik her for yderligere information.
Hjælp til tilmelding
Hvis I oplever problemer med jeres tilmelding, anbefaler vi i første omgang at kigge vejledningen igennem. Skulle det ikke løse problemet kan vores frivillige i Informationscenteret kontaktes via mail på info@sl2026.dk. I mailen må du meget gerne inkludere et screenshot af selve problemet, samt kontaktinformation på dig. Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig hurtigst muligt, men håber også på jeres tålmodighed.
Du kan også ringe til os hver onsdag mellem 19.30 og 20.30 på telefon 6089 2026.

Spejdernes Lejr 2026 som organisation
Organisationen er inddelt i syv områder, herunder kan du læse om alle områderne og blive klogere på præcis hvilket område du gerne vil være frivillig i. Vi har skabt et mangfoldigt udvalg af opgaver og ansvarsområder, hvor du kan bidrage med dine færdigheder, interesser og energi.
Hvad er ØBI?
ØBI er området for Økonomi, Bæredygtighed & Indkøb, og det er her ansvaret for budgettet, de store indkøbsaftaler, og det økonomiske overblik bor, alt sammen med fokus på den både den sociale og miljømæssige bæredygtighed på tværs af lejren.
Hvad er AoE?
AoE er området for Aktiviteter & Events. Det er det område som står for at levere en masse gode aktiviteter til lejrens deltager, men også at sørge for at vi kan mødes til fælles oplevelser som fx lejrbål.
Hvad er LEJ?
LEJ er området for Lejrplads & Lejrliv og det er her ansvaret for de fysiske rammer på lejren lever. De rummer alt lige fra madudlevering og kogebog, til alt det som der kommer til at skabe fællesskab i underlejrene.
Hvad er IB?
IB er området for Infrastruktur og Beredskab og det er her alt fra drikkevand til spildevand, strøm og internet, og lejrens udformning hører hjemme, samt hvilke forhold der skal være til stede for at sikkerheden er i top.
Hvad er KOM?
KOM er området for Kommunikation & Interessevaretagelse og her i området arbejder man med det udtryk som lejren skal have, om dette måtte være grafisk som skilte og hjemmesider, eller som radio eller TV. Det er også her stemmen for Spejdernes Lejr 2026 ligger når vi skal kommunikere med omverdenen.
Hvad er DEL?
DEL er området for Deltagere som skal sørge for at deltagere har de fornødne informationer som der burde være behov for om end det er til de danske eller internationale spejdere, men også den logistik, som der skal til for at få alle deltagere transporteret både til og fra lejren.
Hvad er FRI?
FRI er området for Frivillige & HR. Det er området som har ansvaret for de frivillige, og skal derfor sikre deres trivsel, og sørge for et system som gør det nemt og overskueligt at være frivillig, både før, under og efter lejren. Området har også ansvaret med at få lejren evalueret så det er muligt at drage nytte af det i fremtiden. Du er altid velkommen til at kontakte os på HR@SL2026.DK

Lejrsang og lejrsalme
Her finder du Lejrsangen og lejrsalmen. Prøv at lytte og synge med, så du er helt klar til Spejdernes Lejr 2026

Maden på Spejdernes Lejr 2026
Her finder du alle relevante informationer om maden på Spejdernes Lejr 2026, inkl. link til vores digitale kogebog med 15 lækre opskrifter.

Online informationsmøder
I forbindelse med Spejdernes Lejr 2026 bliver der holdt et række online informationsmøder. Du kan se hvornår, indhold og hvordan du deltager på denne side.
