Der er lang kø ved informations center, der skal lidt hjælp til at få Skejser armbånd til fungere.Foto: Jesper/SPEJDERNE Foto: Jesper_Broch

Informationspakke nr. 2 er klar

I denne Informationspakke kan du blandt andet læse mere om tilmeldingen til lejren, aktiviteter, fællestransport, bestilling af brænde og rafter samt flere spændende projekter, der kommer til at blive afholdt på lejren.


Den anden af i alt fire Informationspakker til spejderledere er nu klar. Informationspakken indeholder de seneste opdateringer på vigtige informationer i forhold til de grupper, der planlægger at deltage på Nordens største spejderlejr. Lejren afholdes fra den 18. til 26. juli 2026 i Hedeland Naturpark og flere end 450 frivillige er i fuld gang med planlægningen.

Vi gør opmærksom på, at Informationspakkerne ikke opdateres efter udgivelse. Du kan altid finde den nyeste information her på hjemmesiden.
Du kan også finde svar på de oftest stillede spørgsmål her

Indhold informationspakke 2

Velkomst fra lejrcheferne

Kære Spejderleder,  

Vi håber, at I og jeres spejdere er godt i gang med efterårets møder efter en dejlig sommer med sommerlejre rundt omkring både herhjemme og i udlandet. 

Næste sommer glæder vi os til at se jer alle sammen til Spejdernes Lejr, når vi sammen slår vores telte op i underlejrene Skoven, Havet, Byen og Landet i Hedeland Naturpark.  

Sammen med mere end 500 frivillige er vi godt i gang med planlægningen. På tværs af planlægningsområder, spejderkorps og fagligheder arbejder vi for, at rammerne er på plads, så Spejdernes Lejr igen kan blive en stor oplevelse for både jer ledere – og selvfølgelig jeres spejdere.  

Vi ved alle – ledere såvel som frivillige – at Spejdernes Lejr er en kæmpe oplevelse, der sætter aftryk og minder mange år ud i fremtiden. Derfor håber vi også, at I vil dele jeres gode minder fra tidligere lejre med jeres spejdere og deres forældre, så de også begynder at glæde sig allerede nu og sætter kryds i kalenderen fra d. 18. – 26. juli 2026. 

Lejrens kommunikationsfrivillige sikrer, at du løbende kan følge med i planlægningen af Spejdernes Lejr ved at følge os på Facebook, Instagram og LinkedIn samt holde dig opdateret på www.spejderneslejr.dk

Vi glæder os til at se raftebyggerierne tage form, duften af bål og lyden af 30.000 deltagere fylder Hedeland Naturpark til næste sommer. 

På vegne af lejrledelsen, lejrcheferne for Spejdernes Lejr 2026 – Cecilie Viborg Nielsen og Marie Torp Christensen 

Lejrkort

Sådan kommer lejren til at se ud 

De overordnede linjer for lejrkortet til Spejdernes Lejr 2026 er nu tegnet op, og vi kan derfor løfte sløret for, hvordan lejren overordnet kommer til at se ud. 

Lejren er rykket østpå 

Selvom det er første gang, at Spejdernes Lejr afholdes på en tidligere lejrplads, kommer lejrens fysiske rammer ikke til at være en kopi af den sidste lejr.  

Den aktive grusgravning i Hedeland Naturpark har gjort, at det der på sidste lejr var Underlejr Greve er ’spist’ og derfor er flere elementer af lejren rykket mod øst. Det betyder blandt andet, at Lejrtorvet (lejrens knudepunkt med supermarked, foodtrucks mm.) har fået en ny placering nord for Reerslev by, mens to underlejrområder ligger i nye områder øst for Lejrtorvet. 

Skibakken danner rammen for lejrbål 

Det bliver igen Skibakken der kommer til at danne ramme for de store shows på lejren, da der her er plads til over 30.000 tilskuere, og dens skrånende side gør det muligt at skabe gode pladser for alle. 

Tilmelding og betaling

I slutningen af oktober vil der blive åbnet op for tilmeldingen til lejren, og i denne Informationspakke finder du mere om deltagerpriser, tilmeldingsfrister og lejrpladslejen. Læs mere her 

Alle skal tilbydes fællesskabet

Fællesskaber er vigtige og skaber trivsel. Særligt børn og unge, der står udenfor, har det svært. Spejderarbejdet er af natur et inkluderende fællesskab, og på Spejdernes Lejr vil vi have alle med. 

På Spejdernes Lejr har vi, via en betydelig donation fra Spejderhjælpen, fået en enestående mulighed for at invitere flere børn og unge ind i fællesskabet. Tilbuddet retter sig mod 10-14 årige, der ikke har en fritidsaktivitet, og som vi nu inviterer ind i spejderfællesskabet og med på Spejdernes Lejr. 

Projektet samarbejder med kommuner og andre organisationer for at finde de børn og unge, der står udenfor fællesskabet, som umiddelbart kan indgå i spejderfællesskabet. Deres deltagelse på Spejdernes Lejr skal naturligvis ske som en del af en lokal gruppe, da det er der spejderfællesskabet lever i sin reneste form. I kan derfor som gruppe opleve at blive kontaktet af projektet for at afklare, om og hvordan I kan invitere en eller flere 10-14 årige ind i jeres gruppe, både før, under og efter lejren. Vores ambition er, at alle grupper på Spejdernes Lejr får  1-2 nye tropsspejdere med ind i fællesskabet. 

Venskabsgrupper

Hvis ikke I allerede har en international venskabsgruppe, så har I stadigvæk mulighed for at få en og derigennem få en stærkere oplevelse af det globale spejderfællesskab. Som venskabsgruppe viser man sig som den gode nabo, der viser interesse for og hjælper den udenlandske gruppe godt på vej, ligesom I bliver placeret ved siden af hinanden på lejren. 

Ugeprogram
Aktiviteter, refleksion og åndelighed

På Spejdernes Lejr 2026 kan I glæde jer til mange fantastiske og spændende aktiviteter, som kun kan opstå, fordi vi samler alle spejdere i Danmark. Nogle aktiviteter vil være fælles for alle, mens mange aktiviteter vil være frie, hvor I selv sammensætter jeres aktiviteter. Læs mere herunder

Transport og parkering

Alle deltagere og frivillige på lejren tilbydes fællestransport. Det anbefales, at flest mulige benytter dette tilbud. Det giver mulighed for at udnytte bussernes kapacitet bedst muligt, hvilket medvirker til at reducere klimabelastningen. Derudover afhjælpes presset på trafikken på de store ankomst- og afrejsedage og logistikken lettes. 

Fællestransporten, som hovedsageligt vil ske med bus, er inkluderet i deltagerprisen for 6-årige og opefter. Der vil være mindst et opsamlingssted i hver kommune, som placeres logistisk bedst muligt for dem, som skal med og for resten af bussens rute. Det vil være muligt at benytte fællestransporten til lejren i perioden fra d. 18. til 22. juli og hjem fra lejren fra d. 22. til 26. juli 2026. 

Fællestransporten er også en mulighed for at forlænge lejroplevelsen med både nye og gamle spejdervenner, når I sidder i bussen sammen til eller fra lejren. Fællestransporten giver, foruden de klimamæssige og logistiske fordele, således også et større positivt aftryk på den sociale bæredygtighed. 

Ønsker man ikke at benytte fællestransporten, gives der transportrefusion, som beregnes ud fra kommunens afstand til lejren. Transportrefusion opgøres ved slutfaktureringen efter lejren. 

Vi opfordrer desuden til, at de, som ikke benytter sig af fællestransporten, anvender samkørsel eller kollektiv trafik, hvor det er muligt. 

Har du spørgsmål til fællestransporten, kan du altid sende udvalget en mail på transport@sl2026.dk, så vender vi retur med svar hurtigst muligt. 

Rafter og brænde
Solsikkelejren og lejrhjælpere 

Et handicap er ikke nødvendigvis en hindring for at være frivillig eller bo på Spejdernes Lejr som gæst. 

På Spejdernes Lejr er der mulighed for at blive frivillig som lejrhjælper, hvis man er ung eller voksen med handicap, uanset om man er tilknyttet en spejdergruppe eller ikke. 

Tilbuddet om at blive lejrhjælper, er først og fremmest tilrettelagt for unge og voksne med lettere udviklingshandicap eller fysisk handicap. Som lejrhjælper kommer man med på mindre arbejdsopgaver sammen med lejrens andre frivillige. Hvis personens støttebehov er stort, kan man også blive lejrhjælper, hvis man ledsages af sin egen støtteperson/hjælper. Man kan være lejrhjælper på enkelte dage eller igennem hele lejren. 

Solsikkelejren

Lejrhjælpere, der gerne vil bo i lejren, men ikke har en spejdergruppe, de bor hos, kan bo i vores Solsikkelejr. Solsikkelejren er indrettet til lejrhjælpere og andre med særlige behov. Det er også der, hvor man som lejrhjælpere kan mødes, når man ikke er ude på opgave i den store lejr. 

Solsikkelejren er ikke kun for lejrhjælpere, men også et tilbud til gæster på lejren, som gerne vil have handicapvenlige rammer som base. Man skal dog være tilmeldt som lejrhjælper, hvis man ønsker overnatning. Hvis man vil overnatte i Solsikkelejren, skal man selv medbringe al nødvendigt personligt udstyr herunder eget telt, sovepose/liggeunderlag og spisegrej. Vi står for grej til madlavning og lignende. 

Har du mere konkrete spørgsmål er du velkommen til at kontakte teamleder for Lejrhjælpere og Solsikkelejren Jannik Augsburg (jannik.augsburg@sl2026.dk). Vi sender gerne informationsfoldere om lejrhjælper og Solsikkelejren. 

Få besøg af Spejdernes Lejr

Skal din kommune have den bedste start på Spejdernes Lejr 2026? Inviter lejrens kvarterschefer og en underlejrchef til informationsmøde sammen med grupperne i din kommune. Hvis du bor i en grøn kommune, så har vi allerede planlagt et besøg, men hvis du bor i en rød, så skynd jer at kontakte os. Hvis du vil mere om et besøg så skriv til kvarterschefer@sl2026.dk

Illustrativ billede
Informationspakke 1

Ønsker du at genlæse informationspakke 1 kan du gøre det her

Seneste nyheder
  • 300 sjove og udfordrende aktiviteter på Spejdernes Lejr
    300 sjove og udfordrende aktiviteter på Spejdernes Lejr
  • Lav dit eget Spejdernes Lejr merchandise
    Lav dit eget Spejdernes Lejr merchandise
  • 17-årig lejr-veteran: glæder sig til at møde nye spejdervenner
    17-årig lejr-veteran: glæder sig til at møde nye spejdervenner