Lejrpladsen
På denne side finder du informationer omkring lejrpladsen på Spejdernes lejr.
Praktiske informationer om lejrlivet
Gruppernes lejrplads er gruppernes ”hjem” på Spejdernes Lejr 2026. Lejrene kan indrettes vidt forskelligt alt efter gruppernes størrelse, aldersinddelinger, historie, traditioner og idérammer. På lejrpladsen indretter I jeres “hjem”, og det er her, at I skal tilberede maden til grupperne.
For at sikre, at lejren overholder myndighedernes anbefalinger i forhold til vores sikkerhed, så er det besluttet, at større raftebyggerier kræver tilladelse. Raftebyggerier under fire meters højde, hvor der ikke er planlagt personophold i over to meters højde (spiseborde, indgangsportaler, trefødder til ophæng osv.) kan opføres uden tilladelse.
Adgang til Lejrpladsen
Det er tilladt at ankomme tidligst onsdag den 15. juli. Køretøjer skal have forladt lejrpladsen igen senest fredag den 17. juli kl. 22.00.
Der vil kun være toiletter åbne ved underlejrtorvene. Der er åbent i kantinen og cafeen i underlejr Skoven, hvor der kan købes mad og drikkevarer.
Fra onsdag kan der også udleveres bestilte rafter efter aftale med underlejrene.
På afrejsedagen, søndag d. 26. juli, kan køretøjer komme ind på lejrpladsen efter kl. 16.00 eller når beredskabet giver tilladelse til det.
Affald og renovation
Spejdernes Lejrs affaldsteam har valgt at have Remondis som renovatør på lejren. Remondis var også renovatør på Spejdernes Lejr 2022, og det betyder, at vi i samarbejde med dem kan bygge videre på erfaringer gjort på sidste lejr.
Sammen med Remondis vil vi gøre det let at aflevere og sortere sit affald, så vi på lejren kan skabe en mere bæredygtig affaldshåndtering.
Sorteringsfraktioner
Alle lejrpladser skal sortere i otte forskellige fraktioner, som vi kender hjemme fra vores kommune. Fraktionerne følger de nationale fraktioner.
- Madaffald
- Glas
- Papir og pap
- Plastik, mad- og drikkekartoner
- Metal
- Tekstilaffald
- Farligt affald
- Restaffald
På lejren vil der blive uddelt en sorteringsguide i ankomstmaterialet. Hvis jeres spejdere ikke er vant til at sortere affald, når I er på lejr, kan det være en god idé at introducere spejderne for fraktionerne inden lejren.
Vi arbejder lige nu på en sorteringsløsning til lejrpladserne, som man kan købe til sin gruppe, hvis man mangler et godt affaldssorteringssystem til sin lejr.
Har din gruppe allerede et system, som fungerer for jer, tager I selvfølgelig bare dette med.
Affaldspladser og åbningstider
Hvert underlejrtorv vil have et sorteringspunkt, hvor grupperne skal aflevere deres affald. Mod slutningen af lejren vil det også være her, at man kan aflevere større affald. Hver affaldsplads vil være åben i spiseperioderne, så I kan aflevere jeres affald, samtidig med at I henter jeres mad.
Klare affaldssække vil være tilgængelige ved proviantudlevering.
Bad på lejren
På lejren vil der være mulighed for at tage bad. Deltagere kan mod betaling få et bad, mens frivillige ikke betaler for bad. Betaling foretages ved badevognen med skejser-armbåndet. Frivillige skal bruge deres frivillig-armbånd som adgangsbillet.
Prisen er 20 kr. pr. bad
Brandslukningsudstyr
Regler for opsætning af brandslukningsudstyr på gruppens lejrplads
- Ved hvert overnatningstelt placeres en brandspand på minimum 10 liter. Spanden skal være fyldt med vand. Er der opstillet flere telte i klynge (op til otte telte) kan antallet af brandspande nedsættes. Dog skal der minimum være tre brandspande ved teltklynger.
- Ved hver bålplads placeres en brandspand på minimum 10 liter. Spanden skal være fyldt med vand.
- På lejrpladsen placeres et håndsprøjtebatteri eller trykvandsslukker (minimum ni kg). Hvis der anvendes håndsprøjtebatteri, skal vandtanken være fyldt. Hvis disse erstattes med en stor havesprøjte, skal denne være synligt markeret med “Brandmateriel” og suppleret med fyldt vanddunk eller brandspand, så der minimum er 10 liter vand til rådighed.
- Derudover skal der være minimum en branddasker (husk at lære spejderne at bruge disse korrekt).
- Brandslukningsmateriel skal anbringes synligt og være let tilgængeligt.
- Pulverslukkere må ikke medbringes.
Regler for opsætning af telte, bålpladser mv. På gruppens lejrplads kommer i Informationspakke 4, hvor også lejrpladsarealerne er fordelt.
Fedtfælder
Spejdernes Lejr 2026 befinder sig i to hovedområder: Hedeland Naturpark samt markjord øst for Reerslev by.
Hedeland Naturpark er et område, som tidligere har været brugt til grusgravning. Det har gjort, at det vand, der nu siver ned, ikke bliver lige så godt renset, før det når grundvandet.
Området øst for Reerslev by har vist sig at have mange arkæologiske fund fra middelalderen. Derfor er det lokale museum interesseret i, at der bliver gravet mindst muligt i dette område for at bevare arkæologiske rester fra huse og bebyggelser.
Det er derfor ikke tilladt at grave fedtfælder. Fedtfælderne erstattes af udslagstanke ved alle toiletområder i underlejrene. Vi anbefaler, at grupperne anskaffer nogle transporttønder med låg til transport af spildevand.
Førstehjælp og hygiejne på lejrpladsen
De fleste småskader skal håndteres på lejrpladsen, og det forventes, at de enkelte grupper medbringer relevant førstehjælpsudstyr.
- Vandhanevand i dunk/på flaske, hvis der ikke er adgang til rindende vand.
- Sæbe
- Køkkenrulle til at vaske og tørre med
- Almindeligt plaster (evt flere størrelser)
- Vabelplaster
- Pincet
Hygiejne
Undgå omgangssyge (diarré og/eller opkast) med forebyggelse. Det er vigtigt at vaske hænderne grundigt med sæbe og rindende vand samt at bruge håndsprit efter, inden håndtering af mad. Toiletbesøg afsluttes altid med grundig håndvask med rindende vand og sæbe. Desuden kan suppleres med håndsprit. Sprit er ikke et alternativ til håndvask – men et supplement. Undgå at røre ved mobiltelefonen i forbindelse med toiletbesøg, da det medvirker til stor bakteriespredning.
Gas på lejrpladsen
Det er tilladt at have og bruge gas på lejrpladserne. Der må opbevares 1 gasflaske på max 11 kg pr. apparat, samt derudover en ekstra gasflaske også på max 11 kg.
Gas kan købes i lejrens byggemarked på Spejdertorvet.
Gæster på lejrpladsen
Gæster på lejrpladsen – er I klar til det?
Spejdernes Lejr er en stor ting både for jer i grupperne, den enkelte spejder og for familie, venner og lokalområdet.
Men er I klar til at tage imod gæsterne, når de kommer? Har I gjort jer overvejelser om, hvad de møder? Har I overvejet, om I skal gøre noget klar til dem? Kommer der søskende med, som skal være jeres nye spejder? – Og så videre.
Familie og venner:
Der er helt sikkert mange af jeres og jeres spejderes venner og familiemedlemmer, som gerne vil ud at se, hvad I laver på lejr.
For at det bliver en god oplevelse for alle, kan I med fordel planlægge en besøgsdag.
Vi foreslår, at I vælger en dag og beder nogen forældre om at tage kage og frugt med. Vælg gerne et tidsrum, hvor I ikke planlægger en masse andre aktiviteter, så spejderne har tid til at give den store rundvisning. Og vælg gerne et sluttidspunkt, hvor I har tid til at sige tak for i dag.
Gæster fra nærområdet:
Der kommer mange gæster på Spejdernes Lejr, også mange som ikke ved hvad spejder er.
Hvis I har lyst, kan I invitere dem indenfor og vise, hvad spejder er for en størrelse. I kan fortælle lidt, vise hvordan man gør ting eller bare få en sludder.
Indretning af gruppens lejrplads
Gruppernes lejrpladser er gruppernes ”hjem” på Spejdernes Lejr 2026. Lejrene kan indrettes vidt forskelligt alt efter gruppernes størrelse, aldersinddelinger, historie, traditioner og idérammer. Samtidig vil en stor del af indretningen gå igen fra lejr til lejr, eksempelvis telte, bålpladser og raftebyggerier.
Vi arbejder med standardiserede regler for, hvordan grupperne kan opbygge en lejrplads.
Lejren ønsker ikke at begrænse grupper i deres muligheder for at sætte deres helt eget præg på netop deres lejrplads, men ønsker derimod, at grupperne har en viden om, hvad Spejdernes Lejr 2026 og myndighederne forventer af lejrpladsens indretning.
Regler for opsætning af telte
Telte til overnatning kan opstilles i klynger. Max otte telte i hver klynge.Mellem telt-klynger skal der være mindst to meter fra bardun til bardun. Hvis der i klyngen er opstillet telte af tipi/laavu-konstruktion, skal afstanden til de omkringliggende klynger være så stor, at dele fra teltene ikke kan ramme de omkringliggende klynger, hvis tipi/laavu-konstruktionen vælter. Afstanden skal dog altid være mindst to meter fra bardun til bardun.

Regler for bålpladser
Der skal være mindst tre meter fra telte til bålpladser, herunder også gammelmandsild og andre bålindretninger/gasblus. Afstanden skal måles fra kanten af bålstedet (indersiden af en evt. kantsikring af f.eks. træ eller sten) til den nærmeste del af teltet (bardun, teltdug eller stang).

Lejrpladsleje
Budgetberegningerne for lejrpladslejen ender på 195 kr. pr døgn for 6-årige og opefter. Det svarer nogenlunde til samme lejrpladsleje som på sidste lejr, hvor den lå på 193 kr. pr døgn. For 3-5-årige er lejrpladslejen reduceret til en 1/3.
Vi gør opmærksom på, at den endelige lejrpladsleje først kan offentliggøres, når lejrens regnskab er godkendt i efteråret 2026. Læs mere her
Natur og arkæologi i Hedeland Naturpark
I Hedeland Naturpark finder vi både fugtige mose- og engområder, små vandhuller, søer og store områder med tørre overdrev. Hedeland Naturpark er et stort sammenhængende naturområde, det giver arterne gode muligheder for at formere og sprede sig. Store dele af Hedeland Naturpark er beskyttet natur, og vi skal derfor i fællesskab sørge for, at vi påvirker det så lidt som muligt. I forbindelse med Spejdernes Lejr 2026 er der nogle områder, der er indhegnet for at passe godt på særlige arter. Der vil ved indhegningerne være information, som fortæller om naturtyperne og arterne.
Beskyttede diger
Digerne som løber igennem Underlejr Byen og Underlejr Landet er historiske markører for, hvor de gamle grænser i landskabet gik. Til trods for deres til tider lille højde har de en stor historisk værdi og kan også gemme på frø fra de træer og planter, der var i området for mange hundrede år siden. For at vi bevarer digerne bedst muligt, vil der derfor blive lavet overgange, som giver os mulighed for at passe godt på de historiske minder i området. Det er dermed kun tilladt at passere digerne via overgangene.
Beskyttede gravhøje
I Hedeland Naturpark findes der flere gravhøje. De ligger i den østligste del af naturparken og har tilbage i oldtiden ligget som perler på en snor, formegentlig langs en oldtidsvej. Spejdernes Lejr ligger omkring to af gravhøjene: Bavnehøj og Præstehøj. Alle gravhøje er fredede og området omkring dem er også beskyttet, for her kan der ligge mange levn fra fortiden gemt. For at passe på både gravhøjene og de planter og dyr, der lever på dem, bliver det ikke muligt at gå op på de to gravhøje. Ved Bavnehøj, der ligger i Underlejr Havet, skal vi holde en afstand på 20 meter til gravhøjen. Inden for 100 meter til gravhøjen er der særlige regler for, hvordan vi må grave bålsteder og huller til flag og rafter. Berørte grupper orienteres direkte af underlejrene.
Klarvandede søer – her må man ikke bade
Søerne i Hedeland Naturpark har fint klart vand. Mange af dem er grundvandsfødte. De er meget næringsfattige, og der kommer derfor ikke de samme algeopblomstringer, som man ser i mange andre søer rundt om i landet. Hedeland Naturparks søer er sårbare overfor påvirkninger, og derfor må vi ikke bade i søerne.
Mulighed for arkæologiske fund i Underlejr Byen og Underlejr Landet
Særligt på markerne i Underlejr Byen og Underlejr Landet er der tidligere blevet fundet en del danefæ. Skulle en spejder i forbindelse med eksempelvis udgravning af et raftehul støde på noget metal, de mener har historisk værdi, er det vigtigt, at lederen noterer hvor, og i hvilken dybde man har fundet det, og afleverer fundet i Infoteltet på underlejrtorvet.
Det lokale museum ønsker udelukkende at få indleveret metal. Dvs. sten, flint, potteskår og trækul er ikke nødvendige at indlevere til Infoteltet, hvis man finder det.
Sommerfugleområde
Området nordvest i Underlejr Skoven ved Boomerangskoven er ynglested for en truet sommerfugleart kaldet ”Isblåfugl”. Når Spejdernes Lejr løber af stablen, vil sommerfuglene have lagt deres æg på græsstråene i området. Det er derfor vigtigt, at vi ikke færdes i området, for ikke at trampe æggene i stykker, og gør arten mere truet.
Vild pastinak

Får man saften på sig, skal man vaske området grundigt og holde huden tildækket og skærmet mod solen i mindst 48 timer. Udvikler man symptomer, kan man kontakte Skadeklinikkerne eller lejrhospitalet.
Rundt omkring i Hedeland Naturpark kan du støde på planten Vild pastinak. Og selvom planten ser spændende ud, skal man undgå kontakt med den. Planten er i familie med bjørneklo og indeholder et giftstof. Giftstoffet reagerer, når det udsættes for sollys, og får man det på huden, er der risiko for, at man kan få vabler og sår, der minder om brandsår. Vild pastinak genkendes på sine blomsterskærme med små gule blomster, der blomstrer i juni/juli måned. Den vokser langs vejkanter og på åbne græsarealer. Vild pastinak er meget karakteristisk og svær at forveksle med andre planter. Den har gulgrønne blomster og gulgrønne blade. De fleste andre vilde skærmplanter i den danske natur har hvide blomster. I juli vokser den sig ca. 75 cm høj inklusiv blomsterstand.
Opladning
Det er muligt at få ladet sine elektroniske enheder i alle fire underlejre, hvor der etableres én ladecontainer i hver underlejr. Her kan gruppen aflevere en kasse med det, der skal oplades og afhente kassen næste morgen. Kassen skal have en ledning med 230V stik, så den umiddelbart kan sættes i en stikkontakt i containeren. Husk at skrive gruppens navn på containeren.
Åbningstiderne er kl. 7-9 og kl. 16-19.
Der etableres desuden otte ladestationer til powerbanks/telefoner rundt om på lejren Ladestationerne vil fremgå af lejrkortet i lejrhåndbogen og appen.
Du kan selv medbringe din egen powerbank eller købe en via webshoppen. Powerbanks fra webshoppen passer til de otte opstillede automater.
Det er muligt at leje en powerbank i én automat og tilbagelevere den i en anden. Det koster 25 kr.
Rafter og brænde
Som en del af deltagerprisen er der nåletræsbrænde i længder på tre meter til fri afhentning, som gruppen selv skal save og kløve. Gruppen kan desuden tilkøbe kløvet løvtræsbrænde til levering på Spejdernes Lejr. Bestilling sker samtidig med gruppens tilmelding.
Grupperne opfordres til at være kreative ift. brændebesparende løsninger som f.eks. gammelmandsild eller et hjemmelavet brændekomfur.
Bestilte rafter og brænde kan afhentes fra 15. – 31. juli 2026.
Fra onsdag d. 15. juli kan du få udleveret bestilte rafter, efter aftale med underlejren.
Alle rafter og løvtræsbrænde som er købt af gruppen, må tages med hjem. Ønsker gruppen ikke at tage sine rafter med hjem, kan disse afleveres på et depot efter aftale med den ansvarlige i underlejren, og overgår derefter til lejren.
Raftebyggeri
Raftebyggerier under fire meters højde, hvor der ikke er planlagt personophold i over to meters højde (spiseborde, indgangsportaler, trefødder til ophæng osv.) kan opføres uden tilladelse.
Nedenstående raftebyggerier kræver derimod godkendelse af myndighederne via lejrens beredskab forud for lejren.
- Raftebyggerier med planlagt personophold i over én meters højde, hvor der skal overnattes
- Raftebyggerier med planlagt personophold i over to meters højde
- Raftebyggerier over fire meters højde (flagstænger og andre enkeltstående master undtaget)
Planlægger man at lave ovenstående raftebyggerier, skal man sende en ansøgning til lejrens beredskab på beredskab@sl2026.dk. Ansøgningen skal indeholde en nærmere beskrivelse og skitse af raftekonstruktionen.
Deadline for at indsende ansøgningen er 31. marts 2026.
Store telte og mastesejl
Mastesejl eller lignende telte, der er større end 100 kvm. Eller har sider på mere end halvdelen af omkredsen, skal indmeldes til lejrens beredskab.
Du skal indmelde det på beredskab@sl2026.dk. Ansøgningen skal indeholde en nærmere beskrivelse telte.
Deadline for at indsende ansøgningen er 31. marts 2026.
Strøm på lejrpladsen
Der kan kun bestilles strøm på lejrpladserne til medicinsk udstyr. Bestillingen sker igennem gruppetilmeldingen. Der trækkes strømstik frem til kommunegrænsen. Sted aftales direkte mellem Underlejr-teknik og den kommuneansvarlige. Brugerne skal selv trække godkendte kabler på eget område.



