Forkyndelse, åndelighed og samling

Aktiviteter Forkyndelse, åndelighed og samling

På denne side har vi samlet alt vedrørende forkyndelse, åndelighed og samling.

Programmer

Lejrgudstjeneste søndag den 19. juli kl. 13.00

Den store lejrgudstjeneste foregår søndag den 19. juli kl. 13. 

HUSK tilmelding, via linket nedenfor.

Noder til lejrsalmen kan nu findes på her:

Faner

Faner må meget gerne medbringes til Den store Lejrgudstjeneste.
Ønsker man at deltage i fanerækken, bedes man møde op ved Spejderscenen kl. 12.30. Her vil der komme nærmere information.

Er der spørgsmål, bedes de rettes til christina.morsing@sl2026.dk

Tænketimen onsdag kl. 19.30 til 21.30

Tænketimen er planlagt onsdag kl. 19.30 til 21.30 . Her træder hele lejren ud af aktivitetsræset og giver plads til at reflektere, tale sammen og dyrke åndeligheden. 

Tænketimen er en rolig-aften-aktivitetsperiode, som en slags kulturnat i første gear på lejren. Under Tænketimen kan man opleve forskellige aktiviteter og events med fokus på at komme ned i tempo og finde ro, så eftertænksomhed og refleksion kan opstå. Et lille åndehul midt på lejren, hvor de første dages indtryk kan trænge ind, og der kan gøres plads til flere indtryk på resten af lejren. 

En del af de aktiviteter, som er tilgængelige i de øvrige aktivitetsperioder, vil være med i et format tilpasset Tænketimen, så de foregår i et lavere tempo og med fokus på refleksion og eftertanke. Derudover vil der være aktiviteter planlagt eksklusivt til Tænketimen, som slet ikke kan opleves på andre tidspunkter. Et nærmere program og katalog for Tænketimen følger tættere på lejren.  

Aktiviteterne vil primært være i øjenhøjde med aldersgrupper fra 8-17 år, men voksne og børn under 8 år kan også deltage. Børn under 8 år anbefales at følges med en voksen.

Tid til refleksion

I Tænketimen får deltagerne mulighed for at tænke over sine egne værdier, vaner og generel måde at være i livet på. Aktiviteterne spiller ind i dette, så man går fra Tænketimen med stof til eftertanke. 

Plads til at tale sammen

På SL26 kommer mange forskellige kulturer og traditioner, hvorfor det er et oplagt sted til at reflektere over eget ståsted. Et hovedfokus for Tænketimen er derfor at give plads til, at forskelligheder mødes, så man kan blive klogere på sig selv og hinanden. I nogle aktiviteter er det således dialogen, der er i centrum. 

Mulighed for at dyrke åndeligheden

Hvad end man har troen med sig i tasken, har efterladt den derhjemme eller slet ingen har, giver Tænketimen plads til åndeligheden, så den kan diskuteres, udforskes og eventuelt udvikles. Om ikke andet kan det være spændende at lære om andres forhold til åndelighed. 

Samlingsområdet

Her mødes lejren på kryds og tværs, finder ro og mærker at alle hører sammen og til. Målet med Samling er at skabe et åbent, tværkorpsligt rum, hvor alle kan være med, og vi sammen kan finde ud af, hvad Samling betyder for den enkelte og vores fællesskab. 

 
Ro, refleksion, tro, mødet med mennesker og salmen er forskellige udtryk for det samme: Vi gør plads til hinanden, møder hinanden åbent og giver os tid til både at mærke og dele de tanker, der gør os til stærkere spejdere og mennesker. 

Samlingsområdet på Aktivitetscenter Øst bliver hjertet for eftertanke, fordybelse og de øjeblikke, hvor man kan mærke spejderånden helt ind i maven. Her arbejder vi med det, der binder os sammen, gennem det fællesskab vi alle er en del af, uanset tørklædefarve, tro eller baggrund. I Samlingsområdet finder du bl.a.: 

Kirken

Her er målet, at spejderne møder kristendommens fortællinger og værdier på forskellige måder, nogle gange i stilhed, andre gange gennem leg, kreativitet, fællessang og hygge. Spejderne kan glæde sig til en god blanding af frie- og tilmeldingsaktiviteter, som kirkens eget escape room med gamle profetier, stjernekort og mystiske spor. Der vil også være pop-up aktiviteter, beatbox-gudstjeneste, taizé, morgenandagter, aftennadver og meget mere. Der er aktiviteter og oplevelser for alle aldre. 

Moskéen

Semerkand-spejderne er værter for lejrens moské, hvor alle er velkomne til at kigge forbi, stille spørgsmål, deltage i bøn eller blot være nysgerrige. Her er både daglige bønner og fredagsbøn.

Hedensk telt

På Samlingsområdet finder du et hedensk telt til åndelig fordybelse, bl.a. med et alter med nordiske guder. Her kan du møde en asatro gode (svarende til en præst) og deltage i en blót-ceremoni.

Samlingspunktet

Samlingspunktet, som er placeret midt i samlingsområdet, er et stort telt fyldt med ro, nærvær og plads til de store og små samtaler. Det er et frirum, der inviterer til fordybelse og ro, hvor spejderånden folder sig ud i nye former. Her kan spejderne tage en pause. Der vil også undervejs være inspirerende oplæg og små talks. 

Shamanens jurt

I jurten kan du få en snak med en shaman og deltage i aktiviteter, hvor du kan lære at tale med naturen, forbinde dig til forfædrene samt opleve runddansens magi.

Tænketidsmateriale

Midt i alle oplevelserne på Spejdernes Lejr 2026 kan det være rart at stoppe op et øjeblik. At tænke sig om. At tale sammen. At lære sig selv og hinanden lidt bedre at kende. 

Nogle gange handler lejrlivet ikke kun om det, vi oplever sammen – men også om at tage sig tid til at mærke, hvad oplevelserne betyder.
Nedenstående materialer er udviklet til at understøtte refleksion, dialog og åndelighed. Materialerne kan bruges af alle aldersgrupper og giver inspiration til både ledere, patruljer og spejdere. 

Andagts- og refleksionsmaterialet 

Forløb på op til 30 minutter med plads til eftertanke og gode samtaler med udgangspunkt i 7 spørgsmål. Materialet indeholder både andagter med fokus på Gud og refleksioner med fokus på livet som menneske og spejder. 

Materialet er tilrettelagt med inspiration fra “Scout’s Own”, som er et format, der tager udgangspunkt i Spejderlov og -løfte. Som spejder er man forpligtet over for Gud, medmenneske og sig selv, og det afspejler disse andagter og refleksioner også.

Disse andagter og refleksioner vil man også kunne finde rundt på lejren, som aktiviteter i aktivitetskataloget, hvor nogle afholdere vil komme med eget svar på nogle af de 7 spørgsmål. 

Refleksions-Aktivitetsmaterialet

Korte aktiviteter på op til 20 minutter, hvor I gennem fysiske oplevelser og fælles aktiviteter kan udforske fællesskab, værdier og det, der betyder noget for jer.

Åndehuller

Åndehuller er guidede refleksioner på ca. 5 minutter. Sæt dig godt til rette, sæt et åndehul på, luk øjnene og mærk efter mens du lytter til den rolige fortæller, som guider dig igennem åndehullet. Der er 8 åndehuller i alt, så der er en per lejrdag.